Foto af Yanny Mishchuk hos Unsplash

Ukraine kommer nu til at åbne en del op efter pres fra befolkningen og virksomhederne, men præsidenten advarer om konsekvenserne.

Ukraine har på den ene side forlænget karantænen fra den 11. maj og frem til den 22. maj. På den anden side kommer der en række lempelser af karantænen fra mandag. Blandt andet åbner parker, museer, biblioteker, skønhedssaloner, restauranters sommer-terrasser og tandlæger.

Derudover åbner også advokatkontorer, notarer, renserier og store dele af shoppingcentrene – dog på nær underholdningsafdelingerne såsom biografer. 

Det meste af den offentlige transport vil dog stadig være lukket, og det samme vil tog og fly til udlandet også, mens også restauranter skal holde lukket indendørs og skoler plus universiteter også holder lukket. Derfor er grænserne ikke overraskende også lukket ned. Det skriver en række ukrainske medier heriblandt nyhedsbureauet Unian

Præsidenten advarer

Karantænen startede den 11. marts i Ukraine og blev siden forlænget til den 24. April. Siden blev den så forlænget til den 11. maj og nu til den 22. maj, men med en række lempelser. I de seneste uger er presset på regeringen steget, fordi flere ukrainere og erhvervslivet har mærket det økonomiske pres, og i sidste uge var der en række mindre demonstrationer. 

Blandt andet samledes over 100 iværksættere sig foran præsidentens kontor lørdag, hvor de gav udtryk for deres utilfredshed. På samme måde har en række borgere besøgt landets parker, selv om de skal være lukket. Den ukrainske præsident har advaret imod, at hvis Ukraine åbner for meget op for hurtigt, så kan det koste landet 120.000 ekstra døde. 

“Se på de lande, hvor regeringer enten ikke lavede karantæne-regler eller lavede milde. Resultatet er tusindvis af døde og titusindvis af nye tilfælde hver dag. Karantænen har negativ indflydelse på økonomien. Tabene er smertefulde, men de potentielle tab… og dødsraten vil være katastrofal,” sagde Volodimir Zelenskij i en tale ifølge Unian

Han understregede i samme interview flere gange, at grunden til det lave antal smittede, der tirsdag morgen var 12.331 tilfælde med 303 døde og 1.619 helbredte, skyldes regeringens mange tiltag. Uden de skrappe tiltag ville landet have haft 200.000 sager, lyder det fra præsidenten.