
Endnu en gang har den foreslåede reform af reglerne for salg af landbrugsjord fået ukrainerne på gaden.
Ukrainere i hundredevis trodsede til formiddag vinterkulden og stilte sig op foran landets parlamentsbygning i hovedstaden Kyiv. Det er den foreslåede reform af reglerne for at sælge landbrugsjord, der er utilfredshed med.
Blandt de repræsenterede ved demonstrationen var der blandt andet den tidligere premierminister Julia Timosjenko og partiet Svoboda, men også mere højreorienterede græsrodsgrupper var mødt op. En af dem er National Modstand, som Oleksij Oleksijovitsj Svinarenko leder.
“Landreformen er en måde at skade den ukrainske middelklasse på. De får aldrig mulighed for at købe jorden. De har ikke penge til at købe jorden – det er udlændingene, oligarkerne og de store selskaber, der vinder på det,” siger Oleksij Svinarenko.
Vestlig opbakning
Reformen nyder ellers stor støtte i vesten, hvor blandt andet Verdensbanken har haft store ønsker om at få reformen indført. Ifølge dem vil det betyde store investeringer og øget professionalisering af det ukrainske landbrug.
Som det ser ud nu, bliver meget af Ukraines dyrbare jord allerede drevet af store selskaber, der lejer jorden på meget upraktiske vilkår. Men flere investeringer fra den type selskaber er ikke noget, som Ukraine har brug for lyder det til demonstrationen.
“Jeg har hørt udlændingenes argumenter om, at landreformen vil hjælpe med at øge udbyttet i Ukraine, men hvordan hjælper det de små landbrug, hvis det hele går til de store selskaber?,” siger Oleksij Svinarenko.