Det følger trenden, hvor Ruslands betydning for Ukraine rent handelsmæssigt er faldende og faldende. Samhandlen med Kina er i stedet stigende.
Det russiske medie news.ru skriver i denne uge, at Rusland har valgt at lukke sit handelskontorer i Ukraine og Litauen. Dermed vil der ikke længere være et russisk handelskontor i Ukraine, og det markerer endnu en milepæl i den faldende samhandel og forholdet mellem Ukraine og Rusland.
”Den Russiske Føderations regering beslutter: at afvikle den russiske føderations handelsmission i Republikken Litauen, den russiske føderations handelsmission i Ukraine,” skriver mediet og citerer en passage i Ruslands officielle dokument med lukningen.
Ifølge Ukraine er det dog lidt spøjst, at Rusland har valgt at lukke deres handelskontor lige nu. Den ukrainske udenrigsminister Dmitro Kuleba siger ifølge Ukrinform, at Ukraine bad Rusland lukke dem for tre måneder siden.
“På initiativ af Udenrigsministeriet opsagde Ukraine den russisk-ukrainske aftale om handelsmissioner for tre måneder siden. Men vi har ikke noget imod, at Rusland også lukker dem for sig selv,” lød det fra diplomaten.
Faldende handel mellem Ukraine og Rusland
Det er nok ikke det mest overraskende, at denne nyhed kommer lige nu. Ukraine og Ruslands samhandel har været faldende siden, at Rusland annekterede Krim-halvøen i 2014, og at der efterfølgende brød krig ud i Ukraines Donbas-region mellem Ukraine og russisk-støttede separatister. Mindst 13.000 mennesker har mistet livet, ifølge FN.
Kyiv Post skriver, at samhandlen har været nedadgående siden krigen, og at Kina i 2019 overtog pladsen som Ukraines største handelspartner fra Rusland, der har været Ukraines største handelspartner i en evighed. I 2019 eksporterede Ukraine varer for 50,06 milliarder dollars, hvilket er 5,8 procent mere end i 2018. Importen steg med 6,3 procent til 60,78 milliarder dollar, og landet havde derfor et handelsunderskud.
Kina stod for 12,79 milliarder dollars af samhandlen, Rusland for 10,23 milliarder dollars og Tyskland for 8,37 milliarder dollar ifølge mediet. 45,75 milliarder dollars af Ukraines samlede import og eksport gik til EU samlet set, hvor Tyskland og Polen stod for mest.
Veronika Movchan, der er Academic Director hos Center for Economic Studies, skriver hos mediet RPR, at Ruslands fald fra tronen, som Ukraines største handelspartner, har været længe undervejs. Hun henviser til, at Rusland lavede nye sanktioner mod Ukraine i 2018 på en række varer, og at Ukraine gjorde det samme mod Rusland i 2019.
“Således faldt værdien af Ukraines råvarehandel med Rusland til $ 10 milliarder, omtrent niveauet i begyndelsen af 2000’erne. Som et resultat mistede Rusland i 2019 sin position som Ukraines største handelspartner blandt de enkelte lande for første gang. Dette gjaldt både eksport og import,” skriver Movchan og peger på, at samhandlen mellem Ukraine og Rusland ikke har været mindre siden år 2000.