Foto af pina messina hos Unsplash

Kiev: I Donbas – den del af det østlige Ukraine, der ikke er under regeringens kontrol – er der nu kommet 104 tons nødhjælp til fra Røde Kors. 

Borgerne i de såkaldte frie republikker i Donetsk og Luhansk har fået en saltvandsindsprøjtning fra Røde Kors. 104 tons nødhjælp er nemlig blevet sendt ind i området på ladet af ni tætpakkede lastbiler. 

Det skriver det ukrainske nyhedsbureau Ukrinform. Ombord på lastbilerne er der primært hygiejneprodukter, medicin, lægeudstyr og remedier samt mad. 

Separatister løsrev i 2014 områderne og erklærede dem for selvstændige republikker med hjælp fra Rusland. Siden da er omkring halvanden millioner mennesker blevet fordrevet, og der har været flere problemer med opretholdelsen af menneskerettigheder i området. 

Blandt andet står borgerne i Donbas dårligt i forhold til samarbejdet med den ukrainske stat, hvor det er blevet besværliggjort at få udbetalt pension, registrere nyfødte og dødsfald samt at krydse grænserne langs frontlinjen, hvor der stadigvæk foregår militær aktivitet. 

Derudover er der ifølge OSCE, som står for at holde opsyn med konflikten, også et problem med infrastruktur og minerede områder, som stadigvæk ikke er løst.