Foto af Silver Ringvee hos Unsplash

I morgen vil kun supermarkeder, apoteker, tankstationer og banker fortsat være åbne i Kyiv og andre store byer i Ukraine. Få et overblik over de mange nye tiltag her, som blandt andet rammer erhvervslivet.

Flere og flere lande i Europa lukker ned, og det hele udvikler sig time for time. Ukraine er ingen undtagelse. I Kyiv, Lviv, Odessa og Ivano-Frankivsk har myndighederne meldt ud, at alle restauranter, natklubber, fitnesscentre, skønhedssaloner og shoppingcentre skal holde lukket fra i morgen. Det skal være med til at stoppe smitten med coronavirus i Ukraine, der officielt kun har fem smittede, hvoraf en har mistet livet.

“Vi skal købe tid… Skrap og hurtig handling er afgørende for at håndtere den hurtige spredning af Covid-19 (coronavirussen, red.) i hovedstaden,” sagde Kyivs borgmester Vitali Klitschko ifølge Kyiv Post, der også åbnede op for at stoppe muligheden for at rejse frit rundt i Kyiv, men ikke uddybede, om han vil stoppe metro og busser.

Tiltagene kommer efter, at de ukrainske myndigheder tidligere har meldt ud, at alle flyvninger til Ukraine stopper fra i morgen. Derudover lukker Ukraine også tirsdag for udlændinges adgang til landet, hvis de ikke har opholdstilladelse, midlertidig opholdstilladelse, er forældre til ukrainske statsborgere, er repræsentanter af officielle internationale organisationer eller er diplomater. I første omgang gælder det 14 dage.

Den ukrainske premierminister har også bedt ukrainere om at lade være med at rejse rundt internt i Ukraine, da det også kan sprede virussen. Det skriver Ukraine Business News, men togene kører stadig som normalt i Ukraine.

Erhvervslivet er ramt

Ukrainenu har tidligere skrevet om, at det ukrainske erhvervsliv er ramt af restriktionerne i Ukraine og Europa generelt. Selv om fly, busser og tog er stoppet i to uger i Ukraine, så er det stadig muligt for godstransport at komme til og fra Ukraine. Flere ukrainske lastbiler på vej fra Italien til Ukraine er dog stoppet ved den slovenske grænse. Ukrainske lastbiler, der er kommet fra Italien til Kroatien eller Ungarn har heller ikke lov til at forlade Slovenien, og der er generelt store ventetider for at krydse den ukrainske grænse til specielt Polen.

“Alle store grænseovergange vil fortsat være åbne, hvilket inkluderer store lufthavne, havne og land-overgange,” sagde Maxim Nefyodov, der er leder af den ukrainske stats told service på Facebook, og det skulle derfor stadig være muligt at få varer ind og ud af Ukraine.

Den ukrainske minister for infrastruktur Volodimir Kryklii slår også fast, at den ukrainske regering gør alt, hvad den kan for at mindske virussens indflydelse på erhvervslivet.

“Bevægelsen af godstransporten vil fortsætte. Havne, godstransport via fly eller hav vil fortsætte – også internationalt. Vi har ikke stoppet transport af varer,” sagde han ifølge Ukrinform.

Borgmesteren i storbyen Lviv, Andriy Sadovyi, har meldt ud, at virksomheder i byen ikke vil blive opkrævet husleje i løbet af karantæneperioden for at mindske deres tab. Det er endnu usikkert, om lignende tiltag vil finde sted i andre byer, skriver Kyiv Post.

Ukrainenu har snakket med flere danske virksomheder i Ukraine, som dog mener, at de er godt rustet til restriktionerne og holder fast i en form for optimisme.