Foto af Nick Pampoukidis hos Unsplash

Ukraine har kæmpet ihærdigt for at få næste IMF-låneudbetaling i år, men det kommer ikke til at ske, lyder det fra præsidentens nye rådgiver, og det skaber et hul i Ukraines budget. Det er endnu usikkert, hvordan regeringen vil lukke det. 

Tidligere på året indgik Ukraine en aftale med den Internationale Valutafond, IMF, om et lån på 5,5 milliarder dollars, som skulle stabilisere den ukrainske økonomi gennem corona-krisen. Ukraine har modtaget dele af lånet, men mangler stadig en stor del, og den næste del af lånet ser ikke ud til at komme i år, som ellers var planen. 

Sådan lyder det fra Timofiy Mylovanov, der er tidligere økonomiminister og netop er blevet udpeget som rådgiver for Andrej Jermak, der er leder af præsidentens administration. 

“Der vil ikke være nogen udbetaling. Dette er urealistisk. Fysisk og kalendermæssigt klarer vi det ikke. Der vil ikke være nogen udbetaling i år,” sagde Mylovanov til ICTV.

Ukraine skal finde andre veje

Det er et problem for Ukraine, som dermed har et hul i budgettet, da landet havde budgetteret med at få yderligere udbetalinger af lånet i år. IMF har valgt at slå bremsen i, da de som andre udenlandske institutioner er nervøse over den nuværende uro i Ukraine, hvor der blandt andet er tvivl om landets antikorruptionsarbejde, som bliver forsøgt forhindret af Højesteret. Den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij har også tidligere på året ændret ledelsen i den ukrainske Nationalbank, som IMF heller ikke ser positivt på. 

Mylovanov sagde også til ICTV, at Ukraine arbejder på at få en aftale med IMF om næste udbetaling af IMF-lånet. Han er kendt som en økonom, der er pro det frie marked, og udnævnelsen af ham kan ende med at forbedre forholdet til IMF, hvis Ukraine følger trop med positive ændringer på en række områder. 

”Nøglekrav synes at være en eller anden form for fremskridt med at genoplive (National Anti-Corruption Bureau’s) beføjelser og et afbalanceret budget for 2021 (underskud skal efter al sandsynlighed være lavere end det nuværende 6 procent af BNP-målet). I betragtning af at staten i øjeblikket har stort behov for finansiering (vi skønner, at der vil være behov for mindst 5,5 milliarder dollars ekstra kontant ved årets udgang for at opfylde udgiftsforpligtelserne), forventer vi, at Zelenskij vil gøre alt, hvad der er i hans magt, for at dette scenarie kan realiseres,” lyder det i en analyse fra Adamant Capital ifølge UBN

Ikke et problem for udenlandske investeringer

Der er stor spekulation omkring, hvordan Ukraine vil finde pengene i år til at lukke hullet i landets budget. En mulighed er, at finansministeriet vil sælge flere hryvnia-obligationer, men det er ikke sikkert endnu. Selv om problemerne med IMF skaber nervøsitet omkring Ukraine, så er det ikke et problem for udenlandske investeringer i landet. 

Sådan lød det fra Alexander Paraschiy, der er analytiker og ledende forsker hos investeringsvirksomheden Concorde Capital, da Ukrainenu for nyligt stillede ham et spørgsmål om problematikken omkring Ukraines Højesteret. 

“Jeg ser det ikke, som et stort problem i forhold til investeringer. Det er klart, at det betyder noget for, hvorvidt Ukraine kan få flere penge fra IMF, EU og Verdensbanken, men det er mest et politisk spørgsmål,” sagde Paraschiy.

“Det handler mest om Ukraines forhold til IMF og de vestlige regeringer. Selv om det er alvorligt nok, så er det stadig kun et teoretisk problem, som ikke har nogen direkte forbindelse til udenlandske virksomheders investeringer i Ukraine, som ikke er påvirket af det. Det er klart, at det kan blive et problem, men det ser jeg ikke lige nu,” uddybede han.