Foto af CDC hos Unsplash

Den ukrainske premierminister siger, at det ikke er nødvendigt at indføre undtagelsestilstand i Ukraine i denne uge. 

Det svirrer med rygter om undtagelsestilstand, forlængelser af karantænen og udgangsforbud, men nu maner den nyudnævnte premierminister Denis Sjmygal nogle af dem til jorden.

“Der er ikke brug for at indføre undtagelsestilstand i Ukraine. Det er forbeholdt til, når der er rigtige kriser. Spredningen af virussen i Ukraine er moderat i forhold til andre europæiske lande,” siger Denis Sjmygal ifølge Ukrinform.

Premierministeren tilføjer dog, at det i “denne uge” ikke bliver nødvendigt at indføre undtagelsestilstand.

Hvad er forskellen? 
Det føles måske lige nu, som om undtagelsestilstanden er nærværende i et flertal af de europæiske lande, men undtagelsestilstand i Ukraine, vil give staten beføjelser, som vi ikke har set anvendt endnu.

Ifølge ukrainsk lov kan en undtagelsestilstand indføres i op til 30 dage – blandt andet med henvisning til sådan noget som en omfattende epidemi. Flere af de ting, man kan i undtagelsestilstand, er dog allerede blevet gjort.

For eksempel er flytransport og offentlig transport lukket, men man har endnu ikke set, at staten har overtaget styringen af private virksomheder og organisationer for at bekæmpe corona-virussen.

Det har de mulighed for i undtagelsestilstand. I dag oplyste det ukrainske sundhedsministerium, at der er 84 bekræftede tilfælde af COVID-19 i landet. Heraf er 3 patienter døde og en har overstået symptomerne.