Foto af CDC hos Unsplash

Der er flere og flere ønsker om at lempe karantænen, men premierministeren har været ude med nedslående nyt. 

Ukrainerne har snart slæbt sig igennem to måneders karantæne, og imens de mindre virksomheder i stigende grad er begyndt at give udtryk for, at de har brug for lempelser, står regeringen indtil videre fast. Det skriver Kyiv Post.

De første lempelser kommer nemlig først efter den 11. maj, der lige nu er den nye skæringsdato for karantænen. Sådan lyder det fra premierminister Denis Sjmygal, der siger det hele afhænger af infektionsraten.

Det kommer på ryggen af, at de første protester er begyndt at finde sted rundt omkring i Ukraine. Som flere eksperter tidligere har peget på, har ukrainerne nemlig ikke råd til at være i karantæne, og det kan føre til politisk og social uro.

Infektionsraten er stabil – og høj

Det kan lyde som godt nyt, at der kommer lempelser, hvis infektionstallene holdes i ro, men som det ser ud nu, stiger antallet af smittede ret dramtatisk. De sidste to uger har der hver dag været små 433 nye tilfælde om dagen.

Antallet af smittede har de sidste 15 dage været støt stigende. Der bliver i gennemsnit smittet 433 personer om dagen.

Det er vel at mærke blot de registrerede tilfælde, og Ukraine har indtil for nyligt haft problemer med at skaffe nok tests, så der må også regnes med et større mørketal.

Værre endnu er det, at antallet af patienter, der bliver kureret på 24 timer er væsentligt lavere end antallet af nye smittetilfælde. Ifølge præsident Volodimir Zelenskij er der rapporteret 456 nye tilfælde det sidste døgn og blot 111, der er blevet meldt raske igen.