Foto af Rostislav Artov hos Unsplash

Kiev: Mordet på journalist Pavel Sheremet skal nok blive opklaret, lover præsidenten Volodimir Zelenskij. 

Den 20. Juli 2016 satte Pavel Sheremet sig ind i en bil i det centrale Kiev. Efter at have kørt i kort tid, detonerede en bombe i bilen og slog Sheremet ihjel. Attentatet er aldrig blevet opklaret, men det kommer, forsikrer præsident Volodimir Zelenskij. 

Det skriver Kyiv Post med henvisning til en briefing med den ukrainske politichef. Sagen er hemmelig, så emnet blev diskuteret bag lukkede døre, men meldingen fra den ukrainske præsident er dog offentlig:  

“Fra hvad jeg kan se, så skal vi nok finde frem til et resultat, men jeg kan ikke sige hvornår,” sagde Volodimir Zelenskij. 

Journalisten Pavel Sheremet er født i Hviderusland. Han flyttede til Kyiv i 2012 og arbejdede derfra i de sidste fire år af sit liv. Ifølge Kyiv Post undersøger politiet lige nu, om attentatet har noget med hans virke som journalist at gøre. 

Pavel Sheremet har skrevet om politik i både Hviderusland og Rusland, og han har været kritisk over for styret i begge lande. Der spekuleres også i, om han blev dræbt ved et uheld. 

Han kørte nemlig i sin kærestes bil. Kæresten er selv journalist på mediet Ukrainska Pravda, et kontroversielt netmedie, der dækker politik i Ukraine.