Sokil har været massivt til stede i demonstrationerne mod fredsforhandlingerne. Arkivfoto: Emil Filtenborg.

Ukraines præsident har nydt godt af folkets opbakning, siden han blev valgt i foråret. Men luften er ved at gå af ballonen. 

En ny måling fra Kiev International Sociology Institute tyder på, at præsident Volodimir Zelenskij har mistet sit momentum. Siden han blev valgt i april, har Zelenskij haft opbakning blandt over 70 procent af befolkningen.

Det er slut nu. I den nyeste måling, der er foretaget blandt 1500 personer, er præsidenten nu nede på 52 procent imod 73 procent i september og 66 procent i oktober. Samtidigt er antallet af mennesker, der er direkte imod præsidenten, steget.

Man skal altid være varsom med meningsmålinger, men de sidste målinger har vist den samme tendens: Zelenskij bliver mere og mere upopulær. Det har også været synligt i gadebilledet ved flere lejligheder.

Upopulære beslutninger 

Den seneste runde af demonstrationer imod præsident Zelenskij og hans parti Folkets Tjener bunder i en ny jordreform, der vil fjerne et forbud imod at købe og sælge landbrugsjord.

Uden jordreformen mener flere, herunder Verdensbanken, at Ukraine går glip af massive investeringer. Men kritikere af reformen mener, at det er en lov, der kun vil gavne udenlandske investorer og oligarkerne.

Også Zelenskijs forsøg på at skabe fred i de dele af det østlige Ukraine, der lige nu er besat af separatister med russisk støtte, har været upopulære. Tusindevis af mennesker gik i oktober på gaden for at ytre modstand imod underskrivelsen af Steinmeier-formularen.