Kun 30 procent af ukrainerne, der er taget til Polen, forventer at tage tilbage til Ukraine på et tidspunkt, mens flere forventes at forlade Ukraine.
Det er anslået, at omkring to millioner ukrainere over årene har skiftet tilværelsen i Ukraine ud med Polen, hvor lønnen blandt andet er højere. Et nyt studie lavet af outsourcing firmaet Polish Gremi viser, at kun 30 procent af ukrainerne har tænkt sig at komme hjem igen på et tidspunkt. Den tabte “generation”, som de oftest kaldes, ser derfor ud til at være tabt for Ukraine for altid, og det er ifølge undersøgelsen ofte unge med høj uddannelse.
Ifølge Polish Gremi er ukrainerne, der tager til Polen, i gennemsnit 34,5 år, og de får oftest arbejde på fabrikker (50 procent), servicesektoren og byggeri (17-18 procent), mens omkring 10 procent får job i landbruget.
“Udstrømningen af kvalificerede og veluddannede ukrainere vil fortsætte. I Polen er de klar til at arbejde lavere end deres kompetencer ellers indikerer, fordi en svejser (i Polen) ofte får mere end en mellem-manager med høj uddannelse i to professioner i Ukraine,” sagde Yevhen Kyrychenko, der er ejer af Polish Gremi ifølge en pressemeddelelse ifølge Unian.
Høj uddannelse er vigtig i Ukraine
Ukrainenu har tidligere talt med Peter Bay Kirkegaard, der er senior chefkonsulent hos Dansk Industri med speciale i Ukraine. Han kalder “Ukraine for det nye Polen”, da den lave løn og kvalificerede arbejdskraft i landet gør Ukraine attraktiv på samme måde, som Polen var magnet for danske virksomheder for år tilbage, der i stor stil outsourcede til landet.
Men Kirkegaard pegede også på, at Ukraine har en svær opgave foran sig med at holde på sin kvalificerede arbejdskraft, da det er en bekymring hos Dansk Industri, at landet mister en stor andel af dets højtkvalificerede arbejdskraft til lande såsom Polen.
Artiklen fortsætter under billedet.

Gennemsnitslønnen i Ukraine er 12.264 UAH (cirka 3.351 kroner) om måneden, mens månedslønnen i Polen i gennemsnit er cirka 8.500 kroner. En dansk virksomhed vil derfor spare omkring 5.149 kroner om måneden på løn ved at have en ansat i Ukraine modsat en ansat i Polen. Der er derfor et incitament for at flytte produktionen til Ukraine.
Ifølge studiet har 36 procent af ukrainerne, der forlader Ukraine til fordel for Polen, en høj uddannelse, mens 41 procent har en specialiseret erhvervsfaglig uddannelse. De fleste, 60 procent, kommer fra de centrale og østlige dele af Ukraine, hvor lønnen er lavere end i den vestlige del af landet. Især er det værd at bemærke, at studiet peger på, at andelen fra den vestlige del af Ukraine, der tager til Polen, procentvist er mindre end tidligere.
Af de ukrainere, som er i Polen, tænker 22 procent på at tage til Skandinavien på et tidspunkt, viser undersøgelsen, der har en fejlmargen på 3,1 procent og er lavet i januar og februar 2020.
Hvis du har en god historie til Ukrainenu, så kontakt Stefan Wechert på sswjournalist@protonmail.com