Foto af Priscilla Du Preez hos Unsplash

Det ukrainske parlament har godkendt en ny lov, som blandt andet betyder, at investorer kan få hjælp til at navigere i Ukraine af en såkaldt investeringsbarnepige. Det skal gøre det mere sikkert. 

Torsdag godkendte det ukrainske parlament en række love, og en af dem er interessant set med udenlandske øjne. Parlamentet har godkendt en lov, der etablerer en række fordele for udenlandske investorer, som også omhandler den såkaldte “investeringsbarnepige”. 

Den nye lov betyder, at udenlandske investorer, der kommer med mindst en investering på 20 millioner euro og skaber 150 nye arbejdspladser, kan få en række skattefordele og en dedikeret statsmyndighed, den såkaldte investeringsbarnepige, til at støtte investorerne i alle faser af deres projekter.

“Investeringsbarnepigen kan samarbejde med relevante statslige eller lokale myndigheder på vegne af investoren, hjælpe med udarbejdelse eller udfyldelse af al nødvendig dokumentation til godkendelse af projektet, informationsstøtte,” har Usubc beskrevet. 

Investeringsbarnepigen er en del af en større pakke, hvor store investorer også vil få reduceret selskabsskatterne og importafgifterne. Derudover vil de få nemmere adgang til at købe jord og nemmere tilslutning til varme, gas, vand og el. 

Skal hjælpe en række sektorer

Loven har været længe undervejs, og det er planen, at den skal hjælpe virksomheder i en række sektorer såsom forarbejdning af fødevarer og mineraler, tranport, logistik, uddannelse, it og affaldshåndtering. De eneste sektorer, der ikke omfattes, er alkohol, tobak, kul, olie og gas, og aftalen omfatter derfor stort set alle sektorer i økonomien.

“(Loven, red.) giver Ukraine mulighed for at indføre konkurrencemæssige betingelser med nabolandene for at tilskynde tiltrækning af både indenlandske og internationale investorer,” siger Julia Kovaliv, der er viceleder af staben hos den ukrainske præsident Volodimir Zelenskijs administration, ifølge UBN om loven.

Derudover har regeringens også meldt ud, at de måske genetablerer et landbrugsministerium til januar. Der er det planen, at Roman Leshchenko vil blive den nye minister, og han er kendt for at være pro landmarkedet. Tidligere i år vedtog Ukraine den længeventede landreform, og Leshchenko håber på at kunne gendanne vandingssystemer fra sovjettiden i det sydlige Ukraine. Derudover vil han kæmpe for at lave landmarkedet mere gennemsigtigt, så der vil være en langt mindre skyggeøkonomi. 

Bloomberg: Systemet er allerede ødelagt

Nyhederne bliver generelt godt modtaget i Ukraine, men mediet Bloomberg bringer en artikel med et negativt syn på udviklingen i Ukraine. De skriver, at Zelenskij er ved at “tabe kampen med det vedvarende skumle politiske system, han blev valgt til at udrydde.” De henviser til, at Zelenskij gik på valg på at fjerne oligarkernes indflydelse i Ukraine, men at det har vist sig at være en svær opgave, som han ikke har kunnet løse indtil videre. 

”Ingen højtstående embedsmænd er blevet låst inde på Zelenskijs vagt. Markedsvenlige reformatorer, der blev hyret til at lukke Ukraines post-sovjetiske kapitel, blev fejet til side i en omskiftning, mens nogle vestlige medlemmer af statsejede selskabsstyrelser er blevet skubbet ud,” skriver mediet og peger på, at Zelenskij er langsom med at indføre reformer. 

”Zelenskij kan ikke overvinde korruptionen, da det er et system med veludformede ordninger baseret på lovgivningsmæssige smuthuller. Du har brug for stor erfaring og viden, som Zelenskij – som en politisk nybegynder – ikke har,” sagde Mykhaylo Kosiv, der er en 85-årig tidligere lovgiver, der kæmpede for det kommunistiske regime, før det faldt sammen i 1991, til Bloomberg.