Antallet af arbejdsløse i Ukraine er steget med næsten 50 procent siden samme tid sidste år.
Siden COVID-19 satte hele verden på pause, og Ukraine indførte karantænen i marts, har 156.600 ukrainere meldt sig arbejdsløse. I alt er der per den 4. maj 456.800 arbejdsløse i landet, skriver Kyiv Post.
Det er en stigning på 48 procent i forhold til samme tid sidste år, men dækker formentligt ikke over det totale antal arbejdsløse. Som Ukraine Nu tidligere har skrevet, foregår en stor del af den ukrainske økonomi nemlig i skyggerne.
Ifølge Gennadiy Chyzhykov, der er lederen af det ukrainske Chamber of Commerce and Industry, er der op mod 2,8 millioner arbejdsløse i Ukraine. Det svarer til 15 procent af arbejdsstyrken, skriver Kyiv Post.
Karantænen kan fortsætte til juli
Det ser dog ud til, at karantænen vil fortsætte i et eller andet format, der endnu ikke er offentligt kendt. Ifølge Kyiv Post vil premierministeren gerne forlænge karantænen med to måneder yderligere.
Der vil dog blive lempet på flere af restriktionerne, lyder det. Løfterne om den kommende genåbning af Ukraine og ikke mindst økonomien har dog været akkompagneret af forbehold og modstridende udmeldinger fra forskellige ministre.
Uanset hvad vil der komme lempelser den 11. maj. Det seneste døgn er der registreret 487 nye tilfælde af smitten. Det totale antal smittede er 13.184. 2097 patienter er kommet sig igen og 327 er døde af sygdommen.