Foto af Sebastian Grochowicz hos Unsplash

I dag er de 11 ukrainere, der var ombord på det ukrainske fly, der tidligere på måneden blev skudt ned af Iran, ankommet til Ukraine. 

Der var et stort opbud i Boryspil Lufthavn nær Kyiv, da de 11 omkomne ukrainere fra flyulykken i Iran i dag blev taget imod af blandt andre præsidenten og personale. De 11 kister blev båret ind i lufthavnen en efter en i stilhed, mens flere pårørende kneb en tåre. 

Tidligere på måneden kom det frem, at Iran havde skudt det ukrainske passagerfly ned nær Teherans lufthavn. Katastrofen kostede 176 mennesker livet, hvor der foruden de 11 ukrainere var 82 iranere, 63 canadiere, 10 svenskere, fire afghanere, tre britere og tre tyskere ombord. 

Hele ceremonien blev sendt live på det ukrainske medie Hromadske, der også sendte live på youtube. 

Får adgang til sorte bokse

Den ukrainske præsident har hele tiden holdt fast på, at Ukraine vil finde frem til sandheden om flykatastrofen. Derfor kræver Ukraine også få adgang til flyets sorte bokse, som det ellers lørdag virkede til, at Iran ville frigive. Det har Iran nu afvist. 

“Vi forsøger at læse de sorte bokse her i Iran. Ellers er mulighederne at sende dem til Ukraine eller Frankrig, men ingen beslutning er taget om at sende dem til en andet land,” sagde Hassan Rezaeifar, der leder Irans efterforskning ifølge det tyske medie DW.

Ukraine har tidligere sagt, at de lige nu arbejder på at udelukke, at flyet blev skudt ned med vilje. Iran fastholder, at det skete ved en fejl. 

“Jeg vil gerne påpege, at selv om Iran indrømmer det faktum, at de skød flyet ned og erklærer, at det skete på grund af en tragisk fejl, så vil vi stadig fastslå, om det var en fejl eller med vilje,” sagde Andriy Yermak, der er en af den ukrainske præsidents rådgivere, ifølge mediet Unian tidligere på ugen. 

Nedskydningen skete kort efter, at Iran sendte flere missiler mod amerikanske luftbaser i Irak som et modsvar på det amerikanske droneangreb, der dræbte den iranske general Qassem Soleimani. 

Måske møde i FN

Ukraine åbnede også tidligere på ugen op for, at de måske vil tage sagen op i FN. 

“Det (et møde, red) bliver overvejet. Vi skal først finde ud af, om vores fly blev angrebet med vilje eller ved en fejl. Vores reaktion afhænger af den konklusion,” sagde Oleksiy Danilov, der er sekretær i det ukrainske råd for national sikkerhed og forsvar, til mediet censor.net. 

Det amerikanske medie New York Times har offentliggjort en video, der viser, hvordan to iranske missiler rammer det ukrainske fly.

Artiklen er opdateret med oplysninger om, at Iran ikke længere vil frigive flyets sorte bokse til Ukraine.