Ifølge den ukrainske premierminister Denis Sjmyhal er landet på vej ind i en tredje bølge, der kan lede til endnu en hård karantæne.
Som det ser ud lige nu bliver omtrent 10.000 nye tilfælde af coronavirus registreret hver eneste dag i Ukraine. Det har fået den ukrainske premierminister til at varsle, at en ny karantæne kan være på vej. Det skriver UBN.
“Det er åbenlyst, at den tredje bølge af pandemien er begyndt. Hvis situationen forværres; hvis vi kan se, at sundhedspersonalet ikke kan følge med, så har vi formentlig ikke andet valg end at indføre en streng karantæne,” siger Sjmyhal.
De sidste tre uger af januar var under hårde karantæneforanstaltninger. Kun de allervigtigste forretninger havde lov til at holde åbent. Pt. ligger landet under for den såkaldte adaptive karantæne, hvor regioner får lov til at åbne eller lukke alt efter sygdommens spredning.
10.000 igen
Det seneste døgn er 10.155 nye smittetilfælde af coronavirus blevet bekræftet i Ukraine, skriver Unian. Det er den anden dag i streg, at antallet har været så højt, og det er mere end dobbelt så mange, som blev registreret mandag i denne uge.
Desuden er 3355 personer blevet indlagt på hospitalet. 172 er døde, 4149 personer er kommet sig, og 83.756 tests er blevet udført. Som Ukraine Nu skrev i går, betyder det, at der skal regnes med et betragteligt mørketal.
Antallet er smittede per test er fortsat 35 gange højere end eksempelvis i Danmark, og andelen af de smittede, der bliver indlagt på hospitalet er også markant højere. De hårdest ramte områder er Kyiv, Vinnytsia, Zakarpattia, Ivano-Frankivsk og Zhytomyr.
Antallet af daglige vaccinationer nærmer sig 3000. Omkring 12.000 ukrainere har fået vaccinen.