Den nuværende krise er ikke kun skidt. Den giver også muligheder for Ukraine, siger den nye udenrigsminister i et stort interview med Kyiv Post. Han peger på det voksende marked i Asien og på, hvordan forsyningskæderne verden over ændrer sig.
Den blot 38-årige Dmytro Kuleba, der blev udpeget som Ukraines udenrigsminister den 4. marts, har store ambitioner for Ukraine, der i øjeblikket som mange andre lande går gennem en stor krise med coronavirussen, karantæne og de affødte økonomiske kvaler. Det er dog ikke kun skidt, fortæller Kuleba i et større interview med Kyiv Post.
“Jeg ser enhver krise – ikke kun som en risici, men også som en åre af muligheder,” siger han til Kyiv Post og peger på, at Ukraine har behov for et mere omfattende samarbejde med Asien, hvor Kina for eksempel er en af de helt store handelspartnere.
Derudover vil Kuleba også have sikret Ukraine en større rolle i forsyningskæden rundt om i verden, der i øjeblikket oplever store forandringer på grund af coronavirussen. Ukrainenu har også tidligere skrevet om, hvordan erhvervslivet oplever større interesse for at flytte virksomheder fra Kina til Ukraine. Dernæst vil han accelerere udviklingen af det digitale diplomati. Nogle af udenrigsministerens ambitioner kan komme til at påvirke virksomhederne i Ukraine, og hvor økonomien i landet bevæger sig hen.
“For mange handler Asien kun om handel. Jeg ser også store politiske muligheder i et samarbejde med disse lande. Kina er Ukraines største handelspartner, og vi har meget positiv og dynamisk handel med Indien. Vores handel med Indien er meget velbalanceret. Indien kigger efter flere muligheder for at investere i Ukraine. Hvorfor skulle vil ikke lave dybere relationer med dem?” spørger udenrigsministeren, der dog slår fast, at Ukraine stadig skal stå sammen med sine vestlige partnere såsom EU, USA og Canada.
“Jeg vil have Asien til at være heftigt til stede her, så Ukraine ikke kommer til at blive set som noget strandet mellem Vesten og Rusland,” siger Kuleba.
En ændring af forsyningskæden
Det er svært at sige, hvad det præcis betyder for vestlige virksomheder i Ukraine, hvis landet drejer sit fokus i større grad mod Asien. Det er heller ikke særlig konkret endnu, når det handler om Kulebas ambitioner for Ukraines rolle i verdens forsyningskæde. Her holder Kuleba øje med, hvordan coronavirussen kommer til at ændre verdensmarkedet.
“Det er åbenlyst, at der vil ske forandringer i noget af verdens forsyningskæder. Spørgsmålet, som jeg forsøger at svare på, er: Hvordan kan Ukraine få fordel ud af disse forandringer?… Er der en chance for at bringe investeringer fra den del af verden (Asien)?”, spørger han og slår fast, at Asien er meget spændende.
Kina blev Ukraines største handelspartner i første kvartal 2019, hvis listen opgøres på lande. Handelskrigen mellem Kina og USA har hjulpet Ukraine på vej, da landet har leveret mange landbrugsprodukter til Kina i den periode. Ifølge tal fra den ukrainske central bank var eksporten til Kina på 2,55 milliarder dollar – cirka 17,5 milliarder kroner – for det første kvartal i 2019. Det var 10,6 procent af Ukraines samlede eksport i perioden og slog Ruslands 9,7 procent. Derefter kom Tyskland med 6,9 procent og Polen med 6,1 procent. Hvis alle EU-lande tælles sammen, så er EU Ukraines største eksportmarked.