Foto: Emil Filtenborg.

Endnu en gang har det ukrainske parlament accepteret en ministers opsigelse, og nu er der endnu en ministerrokade på vej.

Ifølge den ukrainske premierminister Denis Sjmyhal bliver posen rystet igen i ministerkabinettet. Indenfor en nær fremtid vil Ukraine få en ny sammensætning af ministre. Det skriver nyhedsbureauet Unian.

“Diskussionerne om en ministerrokade i den ukrainske regering fortsætter denne uge. Det er klart, at nye udnævnelser er planlagt i flere ministerier indenfor en nær fremtid,” sagde premierministeren i løbet af et møde i regeringen onsdag.

Nyheden om at en ny regering er på vej kommer, efter at to ministre tidligere på ugen indgav deres opsigelser. I dag godkendte parlamentet ministeren for veterananliggenders opsigelse. Angiveligt blev den indgivet på grund af ministerens helbred.

Ustabil regering

Det er ikke første gang, at der har været en ministerrokade under Zelenskij. Der har faktisk været stor udskiftning på det blot halvandet år, Zelenskij og hans parti, Folkets Tjener, har siddet på magten i Ukraine.

I marts måtte daværende premierminister, Oleksij Honcharuk, begynde at kigge sig om efter nyt arbejde, da hans plads blev taget af den dengang relativt ukendte Denis Sjmyhal, ti dage før hele landet blev lukket ned af coronakarantænen.

Honcharuks afgang var kulminationen på et langt og uskønt forløb, der involverede lækkede lydfiler og skarp kritik imellem præsident Zelenskij og premierminister Honcharuk. Ingen af dem var tilfredse med reformarbejdet.

Sjmyhal fortsætter

Det lader dog umiddelbart ikke til, at omvæltningen i regeringen bliver ligeså stor den her gang, som den var i marts. Umiddelbart ser det i hvert fald ud til, at premierministeren bliver siddende.

Da Sjmyhal kom til posten i marts var han relativt ukendt i den ukrainske befolkning. Der er fortsat ikke stor tillid til ham i de fleste målinger, men han har været premierminister under hele forløbet med COVID19.

Samtidig har han været premierminister under vedtagelsen af både banklov og landreform, hvilket har været hjørnesten i samarbejdet med IMF, Verdensbanken og andre vestlige samarbejdspartnere.