Mineryddere ligner ikke ligefrem noget, der hører til i landskabet. Foto: Emil Filtenborg.

Problemet med miner i Ukraine er fortsat til at tage at føle på. I weekenden blev en ukrainsk soldat dræbt af en anti-tank mine 700 kilometer syd for Kyiv. 

En militær-bil med to ukrainske soldater i ramte en landmine i Donbas i går den 5. januar. Eksplosionen dræbte en af soldaterne, imens den anden blev hårdt såret. Det skriver Kyiv Post.

Dagen før, den 4. januar, blev yderligere to soldater såret af en uidentificeret sprængfarligt objekt. Ukraine er et af de lande i verden, der er hårdest ramt af minering, og især de civile står for skud.

Ifølge Dansk Flygtningehjælp er risikoen for især unge drenge høj, da de har en tendens til at samle ting op, som de finder i landskabet. Er det en mine eller noget ammunition, der ikke er sprunget i luften, så medfører det en naturlig risiko.

Krigen i Donbas 

Siden krigen begyndte i 2014, da separatister med russisk opbakning tog kontrollen i store dele af oblasterne Lugansk og Donetsk, er mere end 13.000 mennesker blevet dræbt, imens op imod 30.000 er blevet såret.

Krigen har fordrevet over en million mennesker, og af de mennesker, der bor tæt på frontlinjen, behøver 3,5 millioner af dem humanitær støtte.

Ukraine og separatisterne begyndte i november at trække tropperne tilbage omkring Zolote, Petrivske og Stanytsya Luhanska. Den 9. december blev det besluttet at våbenhvilen skulle overholdes.

Den brydes stadigvæk jævnligt, oplyser OSCE.