Foto af Wesley Tingey hos Unsplash

Ifølge det ukrainske nyhedsbureau Unian er det muligt, at der vil komme store protester på baggrund af det manglende antikorruptionsarbejde og højesterets nye beslutninger. Det er også et problem for udenlandske investeringer. 

Demonstrationer brød ud fredag foran Ukraines højesteret efter, at dommerne havde besluttet, at fjerne kravet om, at landets politikere og dommere skal oplyse deres indkomst og formue. Det er et vigtigt punkt i landets korruptionsarbejde, og det har gjort Vesten og en række borgere i Ukraine utilfredse. 

Den ukrainske præsident har været ude at slå fast, at han vil gøre noget og muligvis fyre alle dommerne, da han er klar over, hvor stort et tilbageskridt afgørelsen er for Ukraine og kampen mod korruption. Det har dog ikke stoppet hundrede i at gå på gaden i Kyiv fredag. 

I en ny analyse af det ukrainske nyhedsbureau Unian slår journalist Tetyana Urbanska fast, at højesterets afgørelse, præsidentens manglende reformer og præsidentens manglende kamp mod korruption er en farlig kombination. Det kan ende med større protester. 

“Vil det nye Maidan bryde ud i november? Dette er ikke noget retorisk spørgsmål. Aftalen, som forskellige regeringsgrene indgik efter en skandaløs afgørelse truffet af Ukraines forfatningsdomstol “om at afskaffe aktiverklæringer” for embedsmænd, har ikke kun resulteret i gadeprotester, det udgør også en trussel mod statslivet,” lyder det fra Urbanska  i sin analyse hos Unian. 

Politikere og dommere vil beskytte sig selv

Afgørelsen fra højesteret kommer efter, at en række politikere har indsendt en klage til højesteret over dele af en antikorruptionslov, som trådte i kraft efter Maidan Revolutionen i 2014. Politikerne mener ikke, at det kunne passe, at staten har adgang til deres indkomst og deres aktiver. De mener, at det er forfatningsstridigt. Derudover er de utilfredse med, at statens antikorruptionsenhed også har adgang til familiemedlemmers indkomst. Det har ellers vist sig effektivt i korruptionsarbejdet, da nogle skjuler indkomsten hos ægtefæller.

Ifølge Unian er det dog ikke kun landets politikere, som gerne vil have antikorruptionsloven fjernet. Det vil en række dommere også, da loven også kigger dem efter i sømmene. I 2018 kom det blandt andet frem, at lederen af Ukraines højesteret ejer en stykke land på Krim-halvøen, selv om det ikke fremgår af hans aktiverklæringer. Det er ulovligt. 

“Beslutningen (højesterets, red.) sætter spørgsmålstegn ved en række internationale forpligtelser, som Ukraine påtog sig i forhold til sine internationale partnere, herunder EU. Vi opfordrer de ukrainske myndigheder til hurtigst muligt at genindføre de nødvendige betingelser for en effektiv funktion af antikorruptionssystem i Ukraine i overensstemmelse med Ukraines forfatning,” lyder et svar EU-delegationen i Ukraine til Unian.

Tidligere har EU truet med at suspendere de visumfrie regler for ukrainere, og den Internationale Valutafond har truet med at stoppe de næste låneudbetalinger til Ukraine. 

“Spørgsmålet er ikke kun, at bekæmpelsen af CCU’s (Ukraines højesteret, red.) forfatningsmæssige afgørelse med forfatningsmæssige midler ville betyde at indrømme, at målet retfærdiggør midlerne. Det handler også om det faktum, at kompromitteringen af landets retssystem… medfører masser af andre spørgsmål: fra mistillid til ukrainere i retsvæsenet til udenlandske investorers manglende villighed til at investere i Ukraine, da det synes umuligt for dem at beskytte sig selv og deres aktiver i den ukrainske realitet,” lyder det fra Unian i analysen af situationen. 

Zelenskij vil gøre noget

Den ukrainske præsident har, ifølge UBN, slået fast, at der vil blive gjort noget ved afgørelsen i den ukrainske højesteret. Blandt andet har han indkaldt til hastemøde i National Security and Defense Council med en hurtig afstemning i Ukraines parlament.

”Det elektroniske deklarationssystem i Ukraine fungerer. Udkast til love til dens fornyelse bør udarbejdes og sendes til Verkhovna Rada som presserende,” lyder det fra præsidenten. 

Ifølge flere eksperter er det dog usikkert, om Zelenskij har nok opbakning i parlamentet til at kunne tage kampen op med landets højesteret. For nyligt har Zelenskijs parti Folkets Tjener lidt et stort nederlag ved det netop overståede lokalvalg, og det er endnu usikkert, om det dårlige resultat vil skabe problemer med hans flertal internt i partiet

“Mindre end halvandet år siden hans indvielse ser Zelenskijs præsidentskab ud til at være i alvorlige problemer. Han ser ikke ud til at have et sammenhængende program og bør selv indse dette. Ligeledes ser Zelenskijs parti Folkets Tjener ud til at være i terminal tilbagegang med den hurtige forværring som en politisk styrke, der afspejler sidste års meteoriske fremgang,” skriver økonom Anders Åslund fra Atlantic Council i en klumme.

”En kritisk kamp er i gang i Zelenskij-administrationen, der kan markere en fatal splittelse i dens forbindelser med IMF og Vesten… Ikke alene har Zelenskij brug for at holde Sytnyk på plads (selv som en simpel symbolsk gestus mod Vesten), men nu han har brug for at slippe af med Vovk, der aktivt arbejder på at underminere Ukraines forhold til Vesten,” skriver Zenon Zawada, der er analytiker hos Concorde Capital ifølge UBN.