Lokalt udsyn kan give globalt tunnelsyn

Af Uffe Hvidkær, HR-Konsulent og forfatter til den endnu ikke udgivne bog ”Folkeambassadøren – dialog på tværs af grænser”.

Gennem mange år arbejdede jeg i det offentlige, og det er tydeligt for mig, at virksomheder og det offentlige kan og bør lære mere af hinanden. Især når det handler om at være på udebane, har mange danske virksomheder meget at lære endnu.

I det offentlige er man ofte bedre til at være på udebane, når det gælder kulturen på en arbejdsplads, fordi man har et politisk mål om mangfoldighed. Det kan f.eks. være i form af måltal for, at de ansatte skal afspejle befolkningen. Dermed tvinges de offentlige institutioner og virksomheder til at gøre tingene anderledes, end man plejer.

Virksomheder skal også turde være på udebane. I Ukraine oplevede jeg blandt andet, at den klassiske produktionsvirksomhed og den kreative programmørvirksomhed, der skaber nye computerspil faktisk har meget at lære af hinanden. Virksomhederne har samme udfordringer med at skabe en sund og produktiv virksomhedskultur, medarbejderne oplever de samme problemer og konflikter, transport- og kommunikationsudfordringer oplever alle, men virksomheder fra forskellige brancher har ofte forskellige tilgange og udvikler forskellige løsninger.

Det er ikke altid, at den løsning man har organisk har udviklet i en virksomhed eller en branche er den bedste.

Det er tanken bag mit projekt om ”Folkeambassadører”. En lidt skæv idé om at mennesker bør kunne mødes lettere på tværs af grænser er i virkeligheden noget virksomheder bør tage til sig i større stil.

Deltagelse i konferencer eller samlinger, der går på af på tværs af både branche og grænser er typisk mere lærerige, end dem hvor man mødes i en national brancheklub. De succesrige virksomheder forstår, at man investerer sin tid bedre, ved at lære om alt det, man ikke vidste, man ikke forstod.

Forudsætningen for at kunne få den læring er, at man møder andre med fuld åbenhed om egne mangler og svagheder. Ingen lærer af en glansbilledfremstilling. Til gengæld skaber åbenhed en tillid og en relation, der kan danne basis for meget ny læring.

I Ukraine var jeg for eksempel ikke kommet længere end taxaen fra lufthavnen, før jeg faldt i snak med chaufføren om de kulturer – og de forskellige kulturer – der er bare internt i Ukraine. Vi kender det jo selv fra Danmark, hvor forskellen på København og Sønderjylland er til at tage og føle på.

Når en virksomhed vælger at producere i udlandet, er det ikke bare vigtigt at forstå kulturen i det område man etablere sig, men også at forstå, hvordan den anden kultur positivt kan påvirke ens egen virksomhed.

Når danske virksomheder gør som de plejer og producerer i Sverige, Tyskland eller Polen er det ofte den lette løsning, men det er ikke nødvendigvis der, man skaber den største læring eller udvikling. Hvis man i stedet tillader sig at dykke ned i nye områder og sætte sig ind i andre kulturer, vil man typisk opleve, at man kommer hjem med nye idéer og endda også nye partnerskaber, der både direkte og indirekte kan aflæses på bundlinjen.