Kendskab til verden er afgørende for en åben økonomi som den danske
Det danske medielandskab bærer i stigende grad præg af Google, Facebook og øvrige sociale medier. Annoncekronerne er flyttet væk fra de traditionelle printmedier, i takt med at muligheden for at målrette annoncer online er steget. Det kan mærkes i kvaliteten og mængden af mediernes udenrigsdækning.
Det er dyrt at have korrespondenter verden over. Når de traditionelle mediers udgifter må følge de faldende indtægter, mister vi som land og som befolkning viden om verden omkring os.
Det er en udfordring for vores demokrati, og det er et tab for vores erhvervsliv. Vi bliver simpelthen fattigere som nation.
Ukrainenu.dk er startet som et uafhængigt not-for-profit medie. Finansiering kommer indtil nu fra en lille gruppe danske virksomheder, der er aktive i Ukraine, men vi skal helst være mange flere. Virksomhederne har indset, at deres succes er betinget af, at danskerne har en grundlæggende forståelse for Ukraine som land og som marked.
Hvis vores konkurrenter er mere vidende om verden omkring os, opnår de en konkurrencefordel.
Det er derfor afgørende for erhvervslivets fremtidige succes, at virksomhederne reserverer en bid af deres reklamebudget til at understøtte medier, der dækker det eller de lande, virksomhederne opererer i.
Vores opgave er helt simpelt at øge danskernes kendskab til Ukraine. Øge kendskabet til de udfordringer og muligheder Ukraine repræsenterer. Det gør vi dagligt.
Vores ambition er, at man gennem Ukrainenu.dk kan få et indblik i hverdagen og udviklingen i Ukraine. I turismen, i industrien, i økonomien, i kulturen og i politikken.
Ukrainenu.dk er et not-for-profit medie. Ingen trækker penge ud af virksomheden. Alle midler går til drift, og man kan ikke købe sig til omtale.
Vi har allerede leveret troværdige og uafhængige nyheder om Ukraine i nogle måneder nu, men vi har stadig et stort potentiale for flere og dybere historier om livet i det store østeuropæiske land, og om de danske virksomheder, der handler og producerer der.
Det håber vi, at I læsere vil bakke op om enten ved at donere gennem donorfunktionen her på siden eller ved at blive en del af sponsorkredsen for ukrainenu.dk.