I det seneste døgn er der i Ukraine registreret det laveste antal smittede i fire måneder.
Det går forrygende med at få styr på coronavirussen i Ukraine. I hvert fald hvis man stoler på de officielle tal. I det seneste døgn er blot 2516 ny smittetilfælde blevet registreret i Ukraine, skriver nyhedsbureauet Unian.
Det er det laveste antal smittede i fire måneder, men til gengæld er antallet af tests også meget lavt i forhold til tidligere. I det seneste døgn er der blevet udført næsten 14.000 tests i Ukraine.
95 af de smittede er børn, 87 smittede er sundhedspersonale. Der er 1166 nye patienter, som er blevet indlagt det seneste døgn – en indikator på, at antallet af smittede måske kan være højere end blot 2516.
Karantænen slækkes
I dag åbnes der endnu engang op for karantænen i Ukraine med et sæt nye regler, som blandt andet gør det muligt at gå på restaurant, bar, café i træningscenter eller i biografen igen.
De nye karantænerestriktioner vil være de samme, som der har været flere steder i Ukraine tidligere, når områder har været i den orange zone under den såkaldte adaptive karantæne, der var i kraft tidligere på året.