Kultur betyder noget – og det kan aflæses direkte på bundlinjen

Af Jens Brinksten, selvstændig rådgiver med speciale i outsourcing, nearshoring og globalisering af virksomheder

Mange virksomheder laver en stor fejl, når de ikke tænker kultur i relation til produktion – for de fleste fokuserer mere på forskelle, frem for at fokusere på de kulturelle ligheder.

Når man skal skabe en produktion på tværs af landegrænser og kulturer, er det væsentligt at finde ud af og forstå; hvor – og hvor meget – man ligner hinanden. For hvis man fokuserer på ligheder, fremfor uligheder, så har man et meget bedre udgangspunkt for et fremtidigt frugtbart samarbejde, bygget på respekt og tillid.

Siden murens fald har jeg arbejdet med udvikling/produktion i en lang række Øst- og Central Europæiske lande, og gentagne gange har jeg oplevet danskere lave den samme fejl igen og igen.

De fokuserer alt for meget på en enkel ting, nemlig prisen per time, fremfor det reelt vigtige, nemlig produktiviteten per time…

For grundlæggende, så hænger produktivitet meget tæt sammen med kulturforståelsen i ens virksomhed – både eksternt i forhold til ens marked/leverandører/kunder og internt mellem virksomhedens egne medarbejdere og deres motivation, både lokalt og hjemme.

Her er det væsentligt, at virksomhedens medarbejdere forstår hinanden på det menneskelige plan, og netop der er Ukraine et godt eksempel på en kultur, for vi ligner rent faktisk hinanden mere end de fleste tror (Danmark versus Ukraine og vise versa).

Lidt simplificeret kan man sige, at både Ukraine og Danmark er landbrugslande, vi kan godt lide en god øl, tale om fodbold og vi er vant til at arbejde hårdt og engageret.

Ikke at vores kulturer er 100% ens, men grundlæggende er vi formet meget lig hinanden.

Desværre er det alt for ofte set, at danske virksomhedsledere ankommer som små konger til et land som Ukraine og tror, at de skal styre og kommanderer, hvordan tingene skal være. De lever kun i deres lille trekantområde, mellem en lufthavn, et hotel og en luksusrestaurant, og de køre ofte rundt i store lejede biler med chauffører. De har ingen forståelse for, hvilke forhold og vilkår deres medarbejdere lever under, eller hvilke udfordringer, de har og møder i deres hverdag.

Hvilket er virkeligt synd, for derved mister man en vigtig viden om sine medarbejdere, som kan være afgørende for ens produktivitet på både kort og længere sigt.

En viden der kunne komme fra en gåtur i lokalområderne, samt ved at kigge ind, hvor de lokale handler. For hvordan går de klædt? Hvordan bor de? Hvad køber de ind? Hvad koster ting? For hvem er de mennesker, som man skal arbejde sammen med, og som ens produktivitet og succes er afhængig af?

For vi er alle mennesker: For hvis en medarbejder står op om morgenen og toilettet ikke kan trække ud, elektriciteten er røget for tredje gang i denne uge og bussen igen er kørt eller er forsinket, så er man nok ikke lige så produktiv, som man ville være, hvis alt ”kører” for én og familien er glad, for så kommer man på arbejde med et stort smil.

Det er godt nok den samme medarbejder, men vilkårene er forskellige og produktiviteten er forskellig.

Hvis virksomhedens side, bare gør en lille ekstra indsats, og derved sætter sig ind i medarbejdernes dagligdag og virkelighed, så kunne man f.eks. indsætter en bus fra boligkvartererne til virksomheden, som passer i forhold til medarbejdernes mødetider. Hvilket typisk ikke koster mange penge, men medarbejderne mærker straks, at man respekterer dem og bekymrer sig om dem, samt har spottet en af deres akillessener i dagligdagen og reelt har gjort noget, for at løse en af deres daglige udfordringer.

Dermed er de mere motiverede til at levere en ekstra indsats, og det kan meget ofte straks aflæses direkte i produktiviteten.

Så en bedre kulturforståelse er ofte grunden til, at det for mange virksomheder er billigere at placere eller supplere produktion nearshore end offshore.

For selvom den indiske IT-ingeniør har en lidt billigere timepris end den ukrainske, så kan den samlede regning hurtigt blive meget større, hvis det tager dobbelt så lang tid at komme over de kulturelle barrierer og produktiviteten er lav.

I Ukraine kan man som regel altid samles over en god øl, en stor bøf og en god fodboldkamp, og forstår man den lokale kultur og bliver set som en både respekteret og tillidsfuld personen, så stiger produktiviteten, for de lokale medarbejdere har tillid til én, for de stoler på én og vil gerne vise én respekt, ved at leverer optimalt.