Foto af Hanson Lu hos Unsplash

Kina er Ukraines største handelspartner, og de to lande har netop afholdt en investeringsmesse i Kina, hvor over 280 repræsentanter for de to lande deltog. 

Ukraine og Kina kigger nærmere på måder, hvorpå de kan øge samhandlen. Kina har over de seneste år overtaget pladsen som Ukraines vigtigste handelspartner fra Rusland, og det er en udvikling, som både Ukraine og Kina forsøger at udvikle. I denne uge har Kina derfor afholdt en investeringsmesse med fokus på samhandlen mellem de to lande, hvor mere end 280 regeringsfolk fra både Ukraine og Kina. 

Temaet var at finde nye måder, hvorpå det økonomiske samarbejde kunne styrkes, skriver det kinesiske statsmedie china.org.cn. Ifølge mediet deltog også over 100 virksomheder. Det er uklart, hvad der præcist kom ud af mødet, men blandt andet har Ukraine besluttet at åbne et form for handelskontor i byen Harbin i det vestlige Kina. 

Ifølge borgmesteren i Harbin, Sun Zhe, så er Ukraine specielt interessant i sektorer såsom rumfart, nye materialer og moderniseret landbrug. Kina køber specielt mange landbrugsvarer fra Ukraine, mens de to lande også tidligere har underskrevet en samarbejdsaftale om rumforskning

Øget handel mellem de to lande

Nye tal fra State Statistics Service i Ukraine viser, at Kina stadig er Ukraines største handelspartner. Tallene viser, at Ukraine og Kina har handlet for 9,4 milliarder dollars frem til august i år, mens samhandlen mellem Kina og Rusland i samme periode var 4,6 milliarder dollars. Derefter kom Polen, der stod for 4,5 milliarder dollars, Tyrkiet for 2,9 milliarder, Hviderusland for 2,5 milliarder og USA for 2,5 milliarder. Samlet set står EU for størstedelen, men Kina bliver for hvert år vigtigere.

Hos Ukrainenu har vi tidligere skrevet om, at Ruslands indflydelse på Ukraine er faldende, mens Kina altså får større indflydelse. Skiftet væk fra Rusland er også noget, som den svenske virksomhed LLENTAB har oplevet hen over årene.

“Jeg har set, at markedet har udviklet sig siden skiftet mod Vesten. De virksomheder, der har været i stand til at skifte marked, har faktisk nydt godt af skiftet. Det har betydet, at de er blevet mere moderne,” sagde landedirektør hos LLENTAB Konstantin Ivanov tidligere til Ukrainenu.

“Det er klart, at hvis virksomheder vil sælge til EU, så kræver det investeringer, da markedet er mere krævende og fordi, at der er en større konkurrence. Virksomhederne har skulle slå mere på kvalitet, og det har betydet, at de blandt andet har været nødt til at bygge fabrikker og varehuse, der er i stand til at levere dette. Det er noget, som vi er i stand til at imødekomme hos LLENTAB,” sagde Ivanov. 

Ny aftale med Huawei 

Der er få oplysninger om, hvad der er kommet ud af investeringsmessen mellem Kina og Ukraine foruden Ukraines nye handelskontor i Harbin. Det kinesiske statsmedie skriver, at den ukrainske ambassadør i Kina Sergei Karnishev snart vil besøge Harbin. 

Mens messen har stået på har kinesiske Huawei meldt ud, at de vil åbne et center sammen med det ukrainske ministerium for digital transformation, som skal hjælpe fremtidens it-folk. Det vil holde til i Taras Shevchenko National University i Kyiv. Det skriver UBN

Tidligere har Huawei også åbnet et akademi for “information og webteknologi” på Kyiv Polytechnic Institute. 

”Universitetet bliver en platform til at promovere Huawei teknologier og ideer på det ukrainske marked. Huawei-firmaet samarbejder med mere end 900 universiteter i udlandet om åbning af IKT-akademier godkendt af Huawei,” skrev Kyiv Polytechnic Institute dengang på Facebook