Om lidt over en uge kan gæsterne til det – i år – online tysk-ukrainske handelsforum høre blandt andet Merkel tale.
Den tyske kanslerinde, Angela Merkel, taler på dette års tysk-ukrainske handelsforum, som bliver afholdt for fjerde gang i år. Hun bliver blandt andet flankeret af sin ukrainske kollega, premierminister Denis Sjmyhal. Det skriver Ukrinform.
Den 19. marts bliver forummet afholdt, og som man efterhånden er blevet vant til, så foregår det naturligvis online. På programmet er der flere diskussioner, hvor eksperter debatterer forskellige temaer.
Det drejer sig blandt andet om industriel udvikling, digitalisering, energi og grøn energi, fødevarebearbejdning, landbrug samt logistik og infrastruktur. Du kan registrere dig til begivenheden her.
Forummet er organiseret i et samarbejde mellem det ukrainske ministerkabinet, UkraineInvest, den ukrainske ambassade i Tyskland, the Association of German Chambers of Industry and Commerce, The German Eastern Business Association og the German-Ukrainian Chamber of Industry and Commerce.
Stærkt forhold
Forholdet mellem Ukraine og Tyskland er generelt set stærkt. Tyskland er en vigtig faktor i fredsforhandlingerne med Rusland, hvor de sammen med Frankrig forsøger at komme til enighed om Donbas.
Samtidig repræsenterer Tyskland selvfølgelig også EU på sin vis, der som bekendt er en klub, som Ukraine meget gerne vil komme nærmere. Det er dog ikke på alle punkter, de to lande kan blive enige.
Blandt andet er Rusland ved at anlægge den meget omtalte gasledning, Nord Stream 2, som går fra Rusland til Tyskland gennem det Baltiske Hav. Det betyder, at Rusland ikke længere skal sende gas gennem Ukraine.