Foto af Gozha Net hos Unsplash

Den for nogen længe ventede jordreform møder større og større modstand. 

For 20 år siden blev der nedlagt en lov imod salg af Ukraines frodige landbrugsjord. Modstandere af forbuddet mener, at det hæmmer investeringspotentialet i ukrainsk landbrug. Tilhængerne frygter, at ophævelse af forbuddet vil betyde, at de ukrainske landmænd står tilbage som tabere, imens oligarker og store, internationale selskaber vinder.

Ikke destomindre gør præsident Volodimir Zelenskij og hans parti Folkets Tjener deres for at indføre en landbrugsreform, der skal gøre det muligt for landmænd at købe og sælge jord. Partiet har absolut flertal i parlamentet og har allerede vedtaget loven i første omgang.

Men tryk avler modtryk, og imens præsidentens parti skubber på for at få gennemført reformen, skruer modstanderne af den nye lov også op for charmen.

Varm kartoffel

Fra oktober 2020 vil det, som det ser ud nu, være muligt for ukrainere og ukrainske selskaber at købe og sælge jord, men Zelenskij har set sig nødsaget til at lade folket beslutte, om reglerne også skal gælde for udlændinge gennem en folkeafstemning.

Det ser dog ud til at gå en vej: Nej tak. Ifølge Kyiv Post er 69 procent af ukrainerne lige nu imod at lade udlændinge købe land. Selv blandt de 30 procent af befolkningen, der støtter ophævelsen af forbuddet mod salg af land, er halvdelen imod udlændinges indblanding.

I oppositionen er kritikken skarp. Blandt andet har Opposition Platform – For Life sammenlignet det, at sælge land med at sælge sin egen mor, og den tidligere premiereminister Julia Tymoshenko mener, at det vil reducere Ukraine til et tredje verdensland.