Lars Larsens møbelmastodont Jysk har over længere tid flyttet produktion fra Kina til Ukraine. Det var en god beslutning.
Ukraine var det rigtige valg for møbelgiganten Jysk. Det siger Peter Andsager, der er koncernens executive vice president purchasing. Den mundrette titel dækker over, at det er Peter Andsager, der har ansvaret for indkøb, for leverancen af vare mellem leverandører og lager samt kvalitetskontrol.
De seneste år har Jysk flyttet mere og mere af produktionen til Europa fra blandt andet Kina, men hvor meget det drejer sig om, ved Peter Andsager ikke helt nøjagtigt, men det handler primært om produktionen af sofaer og plademøbler, som ukrainerne ifølge Peter Andsager er dygtige til.
“Det er svært at sætte i perspektiv, men vi har fokus på Europa og under Europa, ligger Ukraine. Jeg har ikke noget billede af, hvor meget, der er flyttet til Ukraine, men vi får lavet en del varer i Ukraine, der ender i andre lande,” siger Peter Andsager til UkraineNu.
Virksomhedens leverandører ligger alle i det vestlige Ukraine i området omkring Lviv, hvor konflikten med Rusland i øst slet ikke bemærkes.
Lav løn og ingen regler
Virksomheder, der producer i udlandet, bliver ofte gransket af pressen og kritiseret for ikke at overholde regler om bestikkelse, løn og arbejdsforhold. For at undgå at den skæbne skulle overgå Jysk, samarbejder de med organisationen BSCI.
BSCI fungerer som eksterne konsulenter, og de står populært sagt for at undgå at virksomheder går i en af de mange udenlandske faldgruber, der kan gøre en upopulær derhjemme.
“Vi arbejder med BSCI for at forhindre korruption. Det er også dem, der sørger for, at regler for løn og sikkerhed overholdes. Vi gør selvfølgelig også nogle ting selv, men det er rart at have nogen eksterne også, så vi er på den sikre side,” siger Peter Andsager.
“Jeg Håber, at ukrainerne har fokus på produktion. Jeg tror, Det er godt for landet, at der også er en masse produktion, der stabiliserer landet, ”
– Peter Andsager
Det eneste problem er vejene
Man skal ikke have kørt meget rundt i Ukraine, før man bemærker, at vejene i Ukraine ikke helt rammer samme standard som de vesteuropæiske. Det giver også Jysk en smule udfordringer.
“En udfordring er, at der kan være forsinkelser. Det er ikke ligesom derhjemme, hvor man har en nogenlunde idé om, hvor lang tid det tager at køre fra Aalborg til Aarhus. Vejene hernede er ikke helt så gode, men det prøver vi at kalkulere med,” siger Peter Andsager.
Han er ikke afvisende for, at Ukraine kommer til at spille en større rolle i Jysk-koncernen, der vokser for tiden. I september kunne flere medier berette, at Jysk Nordic, der repræsenterer cirka halvdelen af koncernen, havde en vækst i omsætning på ni procent.