Julen har det med at strække sig lidt længere i Ukraine, og lige nu kan du blandt andet komme til stort julemarked i det gamle expocenter.
Man skal vide det, hvis man skal lægge mærke til det. Rundt omkring små boder køber folk gløgg, vafler med is, te, kaffe, øl, og alt muligt andet til sig selv, imens børnene kælker, gynger, prøver forlystelser eller danser med folk udklædt som snemænd.
Pandemien er ikke (synligt) til stede, men det er julestemningen til gengæld. I VDNH, en af Sovjetunionens tidligere prestigeprojekter i Kyiv, er der nemlig lige nu en form for familiefestival med vintertema.
Som man siger varer julen helt til påske, og det gør den også her. Ifølge begivenhedens hjemmeside, kan man nemlig tage ud og få del i de mange forlystelser indtil den 14. marts, men der venter de fleste nok alligevel på at foråret for alvor træder i karakter.
De praktiske informationer
Selvfølgelig kan man klage over vejret. Det er måske en smule koldt at skulle være udenfor i, men så længe solen er fremme, er det ikke så slemt. Kan man ikke varme sig på de varme drikke der tilbydes for omkring 50-100 UAH, så er der også madboder, hvor der er borde med bål i midten.
Her kan man varme sig ved flammerne, imens man spiser de typiske grillretter fra det ukrainske køkken. Det være sig eksempelvis shashlik og pølser, grillede majs og kylling i forskellige udgaver.
Det hele kan nås med bil eller taxa (adressen er 1 Akademika Glushkova avenue, Kyiv), men det nemmeste er nok at hoppe på den blå metro til det tredjesidste stop på den sydgående linje mod Teremky.
Stoppet hedder Vystavkovyi Tsentr og derfra er der kun en ganske kort gåtur over vejen, før man er ved VDNH.
Også mange muligheder om sommeren
Generelt er der god grund til at holde øje med, hvad der sker i VDNG. Området blev bygget i 50’erne, da det virkelig kørte for Sovjetunionen. Formålet var at have et sted at vise alle de sovjetiske fortræffeligheder frem derude.
Da Sovjetunionen kollapsede stod området stille lidt, men nu er det et populært sted at holde events af forskellig art. Det drejer sig blandt andet om kunstudstillinger, festivaller som den nævnte, koncerter og messer.
Selv hvis der ikke sker noget derude, så er det stadigvæk et besøg værd. Området har bevaret mange af de sovjetiske symboler, og det ligger lige ved siden af en skov. Ved hovedindgangen er der mulighed for at leje cykler eller – hvis der er sne – ski til en god tur ud i det fri.