Ukrainerne har en hård skal, men er venlige inde bagved. Sådan lyder det fra Maxim Toporwski, som Ukrainenu har mødt til en snak om Ukraine og ukrainerne.
I december får ukrainere og udlændinge med tilknytning til Ukraine mulighed for at dele deres oplevelser af året, der er gået, hvordan livet er i Ukraine og hvad 2020 byder på. Der er tale om alt fra politikere, eksperter, virksomheder og prominente stemmer til folk på gaden.
I denne omgang er turen gået til Maxim Toporwski, der er en 19-årige studerende, som Ukrainenu mødte i Kyiv. Han er ved at uddanne sig til programmør, og han mener, at ukrainerne har en hård facade og er ved at finde sig selv som nation.
Hvad går du og laver i Ukraine?
Jeg er ved at uddanne mig til programmør, og i min fritid spiller jeg på guitar. Det er mest indie-musik. Jeg elsker også at se film, men min drøm er at programmere spil.
Hvordan er det at bo i Ukraine?
Vi har en hel del korruption her i landet. Hele vores politiske miljø er fedtet ind i korruption, og det er virkelig skrækkeligt. Vi håber på, at Zelenskij (den nye præsident, red) vil gøre noget ved det, men det er svært at sige.
Hvordan er ukrainerne som folk?
Vi er meget venlige, men vi gemmer det. Det tager lidt tid, før vi åbner op overfor fremmede, og det har turister sikkert opdaget. Vi ser sådan meget fremmede og forvirrede ud. Måske en smule stærke i vores udtryk, men vi er helt harmløse.
Jeg ved faktisk ikke, hvorfor vi er sådan, men det kan have noget at gøre med, at vi har en lang historie fyldt med problemer. Tænk bare på, hvordan ukrainerne havde det under Sovjetunionen, og hvordan vi har haft det siden selvstændigheden. Og nu er vi i krig. Det gør noget ved folk.
Hvad vil du gerne have, at danskerne skal vide om Ukraine?
Vi er en meget ung nation på cirka 27 år, og vi er som en teenager stadig ved at finde ud af, hvem vi er. Jeg vil gerne have, at Ukraine bliver en stærkere nation, hvor vi kæmper for hinanden, og jeg vil derfor ikke rejse væk til EU for at få en bedre tilværelse. Jeg forstår godt folk, der tager til EU, men jeg ved bare ikke, hvem der skulle kæmpe for Ukraine, hvis alle unge som mig tog væk. Vi bør hjælpe vores land på vej.
I dag er vi meget splittede i øst, vest, nord og syd. Jeg drømmer om, at vi en dag er et samlet folk, der ser på hinanden med kærlighed. Hvis vi kan opnå det, så skal økonomien og andre ting nok følge.