Andrei Lepeko mener, at han lever en hverdag meget lig danskerne. Det eneste problem er de korrupte politikere, forklarer han. Foto: Stefan Weichert

Ukrainerne lever en hverdag meget tæt på den, som vi lever i Danmark. Sådan lyder det fra kokken Andrei Lepeko, som Ukrainenu har snakket med. 

I december får ukrainere og udlændinge med tilknytning til Ukraine mulighed for at dele deres oplevelser af året, der er gået, hvordan livet er i Ukraine og hvad 2020 byder på. Der er tale om alt fra politikere, eksperter, virksomheder og prominente stemmer til folk på gaden.

I denne omgang er turen kommet til Andrei Lepeko, der er 36 år og arbejder som kok inde i Kyiv centrum. Han har arbejdet som kok i de sidste 16 år og drømmer om et bedre Ukraine. 

Hvad går du og laver i Ukraine?

Jeg er kok, der laver alle mulige former for europæisk mad… Jeg er specielt inspireret af det franske og italienske køkken, som jeg holder meget af. Og jeg tror faktisk ikke, at der er den store forskel på mit job og det i Danmark. 

Hvad mener du med det?

Jeg laver stort set den samme mad her i Ukraine, som I sikkert spiser. Jeg tror også, at der er meget lille forskel sådan generelt på den mad, som indbyggerne i Kyiv spiser, og det som i spiser i EU. 

Jeg ved også, at borgerne i EU hører meget om korruption her i landet, men jeg oplever den slet ikke i mit fag. Det er mest i politik. Jeg mener derfor slet ikke, at min hverdag er anderledes end en hverdag i EU. 

Hvad vil du gerne have, at danskerne ved om Ukraine?

Jeg tror, at danskerne skal tænke på Ukraine som andet end krig og korruption. Vi er et land, der er rigtig god til sport, hvor vi blandt andet klarer det godt i boksning. Og vi har megen god litteratur såsom de mange digte af Taras Shevchenko, som jeg synes, at flere danskere skulle prøve at læse. 

Hvordan har du set, at Ukraine har udviklet sig i dit liv?

Jeg vil gerne sige, at det er blevet nemmere, men landet er faktisk gået tilbage på flere fronter. Korruptionen i den politiske verden sætter sine spor på vores land, og lige på det punkt ser jeg meget lidt forandre sig. Faktisk synes jeg, at det er blevet værre. 

Før i tiden var det muligt for almindelige ukrainere at producere tøj, som klarede sig ret godt. Det blev ødelagt af politikerne, så oligarkerne sidder på det hele i dag. Var det ikke for banditerne (politikerne) ville alting være meget bedre. Det er nok netop politikerne, der gør, at vi stadig adskiller os lidt fra EU.