
Nis Phillipsen, der har drevet forretning i Ukraine i flere år, mener, at erhvervslivet er blevet mere modent i Ukraine over årene.
I december får ukrainere og udlændinge med tilknytning til Ukraine mulighed for at dele deres oplevelse af året, der er gået, og hvad vi kan vente os i det næste. Der er tale om alt fra politikere, eksperter og prominente stemmer til spændende personligheder.
I denne omgang er turen kommet til Nis Phillipsen, der tidligere var direktør for Gram Equipment, da den danske virksomhed, der laver udstyr til produktionen af is, flyttede en del af produktionen til Ukraine. Han har fulgt Ukraine på tæt hold over en årrække.
I dag er Nis Phillipsen blandt andet ejer af Phillipsen Consulting.
Hvordan har Ukraine udviklet sig i den tid, som du har fulgt landet?
Ukraine har videreudviklet og forandret sig meget i de sidste 10 år. Vi ser det i byen Lviv, som i dag fremstår som en moderne storby med liv på gader, cafeer, restauranter og butikker med moderne look og udbud.
Tidligere virkede alt mere gammeldags – man kunne næsten se og lugte kommunismens åg.
Virksomhederne er ”modnet” og blevet mere professionelle i den måde, de agerer. År tilbage var virksomheder glade for bare at overleve – i dag lever de.
Hvad mener du, at danskerne, som måske ikke følger så meget med, skal vide om Ukraine?
Mange følger kun hvad pressen skriver, og her vil der nikkes til emner som tabet af Krim, krig med russerne i øst, lidt kaotisk politisk system, som her nu er endt med en ”farverig og politisk helt uerfaren” præsident. Og så en sag med præsidenten i forbindelse med Trumps cirkus.
Ukraine er bare så meget andet. Ukrainerne er venlige, åbne, flittige og hjælpsomme mennesker. Mange med en god uddannelse – dog nok mere smal, end hvad vi kender til. Der er forskelle på danskere og ukrainere, men dette er måske også et fakta på grund af den historie, der har været i landet, og hvor de nu befinder sig. Der er mange veluddannede mennesker og mange – faktisk alle – vil gerne gøre en indsats for at forbedre deres levevilkår.
Selvfølgelig er lønninger lave, men det må aldrig blive den eneste parameter, der vælges ud fra.
Hvad tror du, at landet er på vej hen?
Ukraine ligger mellem EU og Rusland, og det vil nok i mange år fremad stadig være i dette spændingsfelt. Grundlæggende tror jeg, at mennesker i vest Ukraine ser meget mod EU og endda gerne ville være en del heraf – men i øst er man nok mere pro-russisk.
Derfor vil landet nok fortsætte med at være lidt i begge lejre. Men det kan faktisk blive en fordel ved, at man har gode relationer og handel med EU, samtidigt med at landet accepterer det store land mod øst. Jeg ser derfor ikke Ukraine blivende en del af EU foreløbigt.