Ukraine har et kæmpe problem med farlige sprængstoffer, der er blevet efterladt af krigen i det østlige Ukraine. UkraineNu var med på minerydning.
Solen skinner og enkelte vindstød river i presenningerne på Dansk Flygtningehjælps minerydningslejr. Vi befinder os på det, der ligner en helt almindelig græsmark tæt byen Severodonetsk, der er en af de ukrainske byer, som ligger tættest på kontaktlinjen.
Engang var marken her en militær position. Som en del af forsvaret mod kampvogne øst fra, gravede ukrainske soldater miner ned i jorden, men da de forlod stedet igen, lod de dem ligge til eftertiden.
Græsmarken efterlader dog ikke ret mange tegn på, at den skulle være livsfarlig. Udover et enkelt skilt med et dødningehoved på, er det eneste tegn på, at marken skulle være speciel, at der rundt omkring i græsset går mænd og kvinder i visir og blå veste med en kombination af haveredskaber og metaldetektorer i hænderne.
De ligner rummænd, der har tabt noget.
Artiklen fortsættes under billederne.
Grundig rengøring
Problemet med krigens efterladte sprængladninger er ikke noget, man tager let på i Ukraine. Landet har siden konflikten brød ud i 2014 haft mere end 1.500 dødelige ulykker med miner eller andre efterladte sprængstoffer.
Organisationen DDG, eller Danish Demining Group, er en del af Dansk Flygtningehjælp, og lige nu forsøger de blandt andet at forhindre mineulykker ved at fjerne miner og sprængladninger fra den mark, vi står på.
Området, de rydder her, er omkring 26 hektar stort. Området skulle gerne være ryddet til maj i 2020, men arbejdet begyndte allerede i oktober sidste år. Til næste år fordobles området, organisationen arbejder på.
Men det er en lang og trættende proces at rydde miner.
Sådan finder de minerne
Typisk vil minerydderne afsøge et småt område på omkring halvanden meter gange 10 centimeter. Når området er clearet, rykker de videre og tager de næste 10 centimeter.
Det allerførste man gør, når man begynder at lede efter miner, er, at man tager et langt, tykt stykke ståltråd. Ved at køre det op og ned igennem græsset kan man føle efter, om man finder noget, der kunne være en snubletråd.
Gør man ikke det, kan man begynde at klippe græsset til på området. Derefter fjernes græsset og området afsøges med en metaldetektor. Finder man noget, prøver man med en magnet at trække det ud af græsset – det kan jo være ganske ufarlige ting som patronhylstre.
Kan man ikke fjerne det, der sætter detektoren i gang med magneten, så begynder man at lede under jorden. Og lader det sig gøre at finde noget farligt, så er der ikke andet for end at tilkalde militæret og få dem til at enten detonere minen eller flytte den.
Netop derfor kan en enkelt minerydder hver dag afsøge et område, der varierer fra få kvadratmeter til 30 kvadratmeter om dagen.