Constantine Vasuk, der direktør for It Ukraine. Foto: Stefan Weichert

Der mangler en klar plan, og det er generelt en dårlig idé at begynde at forbedre noget, som allerede virker. Sådan lyder det fra IT Ukraine om ny it-by. 

Den ukrainske regering har store ambitioner på it-området, hvor de gerne ser en fordobling af væksten i sektoren fra de i dag omkring 30 procent om året. Ukrainenu har tidligere talt med Alex Bornyakov, der er viceminister for digital transformation i Ukraine, om regeringens nye planer om Diia City, der skal revolutionere it-området. 

Blandt andet vil regeringen gerne sænke skatterne for virksomheder og medarbejdere plus skaffe bedre beskyttelse for virksomhederne, når det kommer til at undgå afpresning om korruption. Constantine Vasuk, direktør for It Ukraine, der repræsenterer omkring 30 procent af it-virksomhederne i Ukraine, ser positivt på, at der gøres noget for it-virksomhederne. Han er dog stadig skeptisk over for regeringens ambitioner. 

“Jeg synes, at man skal være forpasselig med at ændre ting, som allerede virker,” siger Vasuk til Ukrainenu og peger på, at det er fint at have ambitioner om at gøre tingene bedre, men at det er farligt at åbne op for mange reguleringer af området. 

Han siger blandt andet, at han ikke har set et endeligt udkast til Diia City endnu, og at han frygter, at regeringen vil regulere på en måde, der kan komme til at skade it-sektoren. Blandt andet siger han, at Diia City ser ud til måske at skaffe nogle gode forhold for de virksomheder, der er en del af den digitale by, men at der kan ske problemer for dem, der måske ikke vil være en del af den. Dermed kan it-virksomheder være tvunget til at blive en del af byen. Selv om de nuværende regering mener det godt, så er det i Ukraine aldrig til at vide, hvem der kommer efter, og hvordan nye politikere så vil ændre tingene. 

Skal betale mere i skat

Viceministeren fortalte Ukraienu, at der vil ske en reduktion af virksomhedsskatten, og at der vil blive lavere skat på it-medarbejdere, der er ansat i virksomheder. Det er for såvidt fint nok, forklarer Vasuk, men han påpeger, at 95 procent af it-medarbejderne i dag betaler fem procent skat på en særlig skat for private inværksættere. For dem vil ændrinerne faktisk betyde en stigning i skatten, og det er ikke ideelt.  

“Diia City skaber også kun en gunstig økonomisk zone for de virksomheder, som er en del af den. Vi siger hos IT Ukraine: Hvorfor ikke lave det for hele Ukraine og ikke kun for virksomheder, som bliver en del af denne by?” siger Vasuk. 

Vasuk siger, at der er en dialog mellem ministeriet for digital transformation og IT Ukraine, og at det er godt, men at det endnu er usikkert, hvor det hele ender henne. 

“Vi har tre punkter, som er vigtige for os. At der ikke kommer mærkbar regulering af sektoren, at privilegierne for private iværksættere sikres, og at myndighederne ikke bare kan komme og tage it-virksomheders udstyr,” siger Vasuk. 

Han kan godt se meget af det i Diia City, men der er stadig ikke et offentligt tilgængeligt udkast til den nye lov, som det ukrainske parlament ventes at stemme om i efteråret. Ifølge viceministeren er der behov for Diia City for at kunne konkurrere med andre lande såsom Hviderusland, hvor der er gunstige skattefordele for virksomheder i High Tech Parken, men også for at klare konkurrencen med Indien og andre. 

Sektoren klarer sig allerede godt

Vasuk kan godt forstå, at regeringen gerne vil gøre mere for at tage kampen op med udlandet, men problemet er mere, at virksomhederne med Diia City kommer under reguleringer af staten. I dag klarer sektoren sig netop godt ved at være uden de store reguleringer fra staten, og hvorfor skal man så ændre på det, spørger Vasuk. 

“Hvis regeringen ændrer på den favorable private iværksætter-ordning i dag, så kan det skade it-sektoren. Det er ikke sikkert, at det er dramatisk, men man må spørge sig selv, hvorfor vil skal ændre ved noget, som allerede virker,” siger Vasuk. 

Vasuk slår også fast, at han personligt ikke er særlig positive over, at regeringen også taler om at indføre en tvungen skat på virksomhederne i Diia City, som skal gå til uddannelse. Godt nok har viceministeren slået fast, at virksomhederne selv bestemmer, hvordan de skal bruges, men Vasuk siger, at det allerede er tilfældet i dag. 

“I dag bruger nogle større virksomheder allerede store beløb på uddannelse, for det kommer dem selv til gode. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det skal være tvungen,” siger han.