Constantine Vasuk, der direktør for It Ukraine. Foto: Stefan Weichert

Det kan godt være, at der er snak om en stigning af iværksætterskatten, men den kommer nok ikke, og det er vigtigt for branchen, lyder det for it-foreningen IT Ukraine. 

Ukrainenu har tidligere skrevet om, hvordan den specielle iværksætterskat i Ukraine ser ud til at skulle stige med fem procentpoint, som vil øge udgifterne for it-virksomhederne, hvis medarbejderne skal have samme nettoløn. IT Ukraine, der er en sammenslutning af it-virksomheder i landet, tror dog på, at der vil komme en løsning. 

“Vi tror ikke på, at der kommer de store ændringer,” siger Constantine Vasuk, der direktør for It Ukraine, der har omkring 50 procent af it-virksomhederne i Ukraine som medlemmer og løbende er i dialog med den ukrainske regering. 

“Alle lande har nogle særregler for dette område, og iværksætter-ordningen giver sektoren i Ukraine mulighed for at vokse. Det er vigtigt for den ukrainske økonomi, og jeg tror, at det er usandsynligt, at det vil ændre sig,” siger Vasuk, der dog åbner op for, at it-folkene kan komme ind under en anden ordning, som dog ikke betyder noget for deres økonomi. 

Skal være en langsom stigning

Ifølge hjemmesiden Ukraine Tech så er gennemsnitslønnen for en programmør med junior-, middel- eller senior-status henholdsvis 5.444 kroner, 13.621 kroner og cirka 24.000 kroner om måneden i Ukraine. Lønnen kan dog være langt højere for de virkelig gode it-folk. I dag betaler de tre grupper henholdsvis 272 kroner, 681 kroner og 1.200 kroner i skat om måneden, hvis de betaler skat som private iværksættere på fem procent. Hvis den skat stiger til 10 procent vil de betale henholdsvis 544 kroner, 1.321 kroner og 2.400 kroner.

Arbejdsgiverne skal derfor op med flere penge, hvis skatten ændrer sig, og de ukrainske it-folk skal have samme nettoløn som tidligere. Det kan du læse mere om her. Ifølge It Ukraine vil en stigning have konsekvenser for branchen. 

“Hvis der kommer en stigning til 10 procent, så er det vigtigt, at den kommer over en årrække. En hurtig stigning vil resultere i, at folk flytter eller at der laves en skygge økonomi, fordi ingen gider at betale skat,” siger Vasuk. 

Ukrainenu har tidligere snakket med Maksym Voytsekhovsky, der er leder af regnskabsvirksomheden KPMGs kontor i Lviv. Han forventer, at der kommer en ændring, og at loven kan blive vedtaget til juli. 

“Der har været snak om det mange år, men nu ser det ud til, at der kommer en ændring, selv om det ikke er sikkert endnu, og vi ikke ved, hvor stor den bliver,” sagde Voytsekhovsky.