Foto af Yassine Khalfalli hos Unsplash

Tidligere benægtede Iran, at de havde skudt det ukrainske passagerfly ned, men nu indrømmer de. 

Der har i de seneste dage været flere spekulationer om, hvad der skete, da et ukrainsk fly onsdag styrtede ned og kostede 176 mennesker livet. I første omgang meldte både Iran og Ukraine ud, at der var tale om en motorfejl. Senere kom der spekulationer frem, om hvorvidt iranerne havde skudt flyet ned med en raket. 

Den canadiske premierminister var igår ude og anklage Iran for at have skudt flyet ned – muligvis ved en fejl. Den amerikanske avis New York Times bragte senere en video, der angiveligt viste nedskydningen af flyet, der styrtede ned kort efter afgangen fra Imam Khomeini Lufthavn nær den iranske hovedstad Teheran. 

Nu indrømmer Iran, som ellers i går stadig nægtede det, at de ved en fejl skød flyet ned. 

“En menneskelig fejl på et kritisk tidspunkt forårsaget af amerikansk dristighed, der førte til en katastrofe,” skriver den iranske udenrigsminister Javad Zarif på Twitter ifølge DR og lovede at de skyldige ville blive sat for en militærdomstol.

Nedskydningen skete kort efter, at Iran sendte flere missiler mod amerikanske luftbaser i Irak som et modsvar på det amerikanske droneangreb, der dræbte den iranske general Qassem Soleimani.

En undskyldning

Det styrtede fly havde 82 iranere, 63 canadiere, 11 ukrainere, 10 svenskere, fire afghanere, tre britere og tre tyskere ombord. Den iranske præsident undskyldte i går til de efterladte. 

“Mine tanker og bønner går til alle de sørgende familier,” skrev han på Twitter. 

Ukraine har tidligere sagt, at de vil sende et hold bestående af eksperter afsted til Iran for selv at tage aktivt del i efterforskningen.