Foto: Stefan Weichert

Det var sommeren 1995, da Harald Jepsen første gang satte sine fødder i Kyiv. Landet var stadig præget af Sovjetunionens fald, og Harald Jepsen, der dengang læste en Ph.D. i ukrainsk historie, var på besøg i landet og ankom i Kyiv på dagen, der blev kendt som den ‘sorte tirsdag’. Netop den dag i Kyiv forsøgte en række munke at få begravet patriarken Volodymyr i den store Sophia-katedral i hovedstaden, men det var upopulært og ledte til blodige sammenstød med politiet.

Resultatet blev, at Volodymyr blev begravet umiddelbart uden for kirken, og Harald Jepsen fik en brat forståelse for, hvad der var på spil i for nyligt selvstændige land.

25 år senere er Harald Jepsen igen i Kyiv, hvor han arbejder for IFES – der understøtter lande på vej mod demokrati. Han har lavet lignende arbejde verden over, men han har ofte fundet vej tilbage til Ukraine.

“På mange måder har mit omdrejningspunkt været Ukraine. Både akademisk og i store dele af mit arbejdsliv. Jeg kender dets historie og har læst sprog. Det er et land, der har gennemgået store forandringer og stadig gør det,” siger Harald Jepsen.

Det var et land præget af sovjetisk tankegang

Ukrainenu møder Harald Jepsen på hans arbejdsplads i centrum af Kyiv på en fredag efter fyraften, hvor han har afsat tid til at forklare om landet. I dag er det et forandret hovedstad og land, som han kan se uden for sine kontorvinduer.

“Da jeg kom her, var det stadig et land præget af den sovjetiske tankegang – både i folks identitet men også i institutionerne. Dengang talte folk meget om klaner – i stedet for de oligarker, som vi ofte hører om i dag,” siger Harald Jepsen med henvisning til, at Ukraine i dag siges at styres af oligarker såsom Ihor Kolomojski, Viktor Pintjuk, Petro Porosjenko og Rinat Akhmetov, som ragede store summer til sig i årene efter sovjetunionens fald.

“Man talte om de her røde direktører, som havde gjort karriere i Sovjetunionen, og som efter dets fald og selvstændigheden havde kontrol over økonomien og store dele af statsapparatet. Der var to til tre stærke klaner, og selv om meget har forandret sig, så er det der stadig. I dag er det bare oligarker eller businessmænd.”

Harald Jepsen beskriver, hvordan forskellige områder af Ukraine førhen hørte til en speciel klan og i dag til specielle oligarker, fordi de styrer store dele af økonomien, og der er en sammenhæng mellem den økonomiske og politiske magt. Selv i dag handler store dele af den politiske debat, når der er valg, om hvilken oligark, der mon støtter hvilken kandidat. På samme måde blev den nuværende præsident Volodimir Zelenskij beskyldt for at være en marionetdukke for Ihor Kolomojskij under præsidentvalget sidste år. Det bliver han for den sags skyld stadig.

Sproget er vigtig for identiteten

Da Ukraine fik selvstændighed talte en stor del af landet russisk som førstesprog, da det ukrainske sprog var blevet undertrykt i Sovjetunionen, og store dele af landet taler i dag både ukrainsk og russisk. Da Ukraine skulle finde sin egen identitet efter selvstændigheden i 1991, spillede sproget også en rolle.

“Der har været en tendens til at definere sig nationalt ud fra sproget. Det betyder, at unge, der er vokset op med begge sprog, måske træffer et valg i puberteten om at være ukrainsk, og dermed vælger det ukrainske sprog til,” siger Harald Jepsen.

“Men det ukrainske samfund er på mange måder fascinerende. For på den samme tid kan en person være ukrainsktalende men også tilhøre den russiske ortodokse kirke, og på den måde kan de afhængig af situationen definere sig. Jeg oplevede for eksempel hurtigt, da jeg kom til Ukraine, at mine venner kun snakkede russisk til mig af venlighed, mens de hjemme talte ukrainsk,” siger han og peger på, at det ukrainske sprog havde store vanskeligheder i starten og manglede flere ord og slangudtryk, som blev udviklet i 90erne gennem reklamekulturen, populærmusikken og litteraturkonkurrencer, hvor opfindsomhed med det ukrainske sprog blev belønnet.

“Det var blandt andet et problem at bande på ukrainsk,” siger Harald Jepsen.

Landet har udviklet sig en del

Flere historikere taler om, at der har foregået og stadig foregår et opgør mellem to tankegange i Ukraine. Det er for eksempel kommet til udtryk gennem Orange Revolutionen i 2004-2005, Maidan-revolutionen i 2014 og den efterfølgende krig i Donbas. Richard Sakwa kalder det i bogen “Frontline Ukraine” et opgør mellem to tankegange. Først “monist nationalism”, hvor fokus er på promovere det ukrainske sprog og skabe en ukrainsk identitet, som på mange måder ekskluderer det russiske sprog og traditioner. Dernæst den pluralistiske tankegang med inkludering af forskellige identiteter. Det at være ukrainsk er ikke længere isoleret set et spørgsmål om sprog, men et udtryk for, hvor loyaliteten ligger eller samhørigheden er.

Harald Jepsen ser den nuværende præsident Zelenskij som værende fortaler for inddragelsen, og det kan være et godt retningsskifte for landet.

“Han siger, at det er fint at have mange identiteter. Jeg beder jeg ikke om at vælge, men du skal være en del af det her land. Og som borger i det her land skal du kunne tale ukrainsk, men du behøver ikke tale det i dagligdagen. Det er et stort skifte fra, hvad vi har set før. På samme måde har Zelenskij sagt, at religion er folks privatsag, og det ser ud til, at der nu er en større adskillelse mellem stat og kirke, hvor der i modsætning til tidligere har været en omfavnelse af kirken. Det er nyt,” siger Harald Jepsen, der i sit daglige arbejde understøtter Ukraines vej mod frie valg.

På samme måde er Zelenskij begyndt at hele flere af de sår, som kom i forbindelse med krigen i Donbas-regionen. Krigen brød ud i 2014, da russiskstøttede separatister løsrev dele af regionen og formede to republikker og har indtil videre kostet mere end 13.000 mennesker livet ifølge FN.

“Ukraine er ved at tilbageerobre informationsrummet og fortællingen om Ukraine, som i dele af landet er eller har været domineret af Rusland. Det er præsidentens politik, og i mit arbejde har jeg set, at han har været i stand til at mobilisere flere i den sydlige del og østlige del af landet i det ukrainske statsnationale projekt. Tidligere var dette områder med lav stemmeprocent, men her ser vi i meningsmålingerne, at de nu melder sig ind i det ukrainske samfund,” siger Harald Jepsen og peger på, at Zelenskij jordskredssejr i 2019 med over 70 procent af stemmerne var med til at skabe en fornyet tro på, at der sker forandringer til det bedre i Ukraine.

Efter præsidentvalget vandt Zelenskij parti – Folkets Tjener – også flertallet i parlamentet, hvor flere garvede parlamentsmedlemmer mistede deres pladser og blev skiftet ud med unge. Også flere kvinder tog plads i parlamentet.

Flere ting har ædret sig og andre ikke

Harald Jepsen har i sit arbejde set, hvordan Zelenskij har taget kampen op mod korruption, og hvordan der er skabt mere gennemsigtighed i parlamentet. På samme måde er der i Ukraine vokset et civilsamfund frem, som ihærdigt kæmper på at forbedre Ukraine indefra. Det understøttes af udenlandske organisationer. Det går derfor på flere parametre fremad, men Harald Jepsen ser stadig flere udfordringer.

“Selv om mange af de røde klaner forsvandt, da planøkonomien blev til markedsøkonomi, så tror jeg stadig, at der er nogle af de gamle netværk tilbage. Nu taler folk bare om enkeltpersoner i stedet for klaner, men de eksisterer stadig, og en mand som Kolomojski har forbindelser i både forretningslivet, finanssektoren og domstolene, så man nærmest tror, at han kan kontrollere udfaldet,” siger han.

På samme måde mener han, at ukrainerne ikke helt har sluppet den sovjetiske tankegang. I Sovjetunionen skulle alting komme oppefra, men Zelenskij vil gerne have at tingene kommer nedefra, og det har nogle svært ved, påpeger han. Der er flere, som sidder fast i den gamle tankegang. På mange måder er Ukraine ved at finde tilbage til tiden før Sovjetunionen, hvor områder som Lviv i øst og Odesa i den sydlige del af landet for eksempel var nytænkende med kooperative netværk, private skoler og børnehjem, der var indrettet som sociale organisationer, og sparekasser formet af almindelige mennesker. På mange måder var store dele af Ukraine med på andelstankegangen.

“Der var en iværksætterkultur, som vi også så i Danmark på den tid, og den er Ukraine på vej tilbage til. For mens vi i Danmark fortsatte i den tankegang og udviklede os, så blev Ukraine en del af Sovjet, og de tanker blev pludseligt straffet. Det handlede udelukkende om staten, og der var ikke plads til det private initiativ.”

“Nu kommer unge mennesker tilbage fra ophold i vesten. Flere har fået uddannelser fra Harvard, Oxford og andre steder og fået et andet syn på, hvordan tingene skal gøres. De kommer tilbage og vil skabe en bedre fremtid,” siger Harald Jepsen.