Foto: Jorono, Pixabay.com.

Det længeventede, meget diskuterede og omstridte lån fra den Internationale Valutafond til Ukraine er langt om længe faldet på plads. 

Det har ikke været uden hovedpine for de ukrainske politikere, men endeligt er et lån på 5 milliarder dollars til Ukraine fra den Internationale Valutafond (IMF) faldet på plads. Det svarer til 33,5 milliarder kroner.

Aftalen løber på halvandet år og første tranche på 2,1 milliarder dollars bliver betalt allerede inden ugen er omme, og de sidste udbetalinger er planlagt i december næste år. Det skriver Ukraine Business News.

Lånet er faldet på plads efter 9 måneders forhandlinger med præsident Volodimir Zelenskij og regeringen under ham, og har tilsyneladende hængt i en tynd tråd ved flere lejligheder, inden COVID19 gjorde sit indtog og gjorde lånet absolut uundværligt for Ukraine.

Aftale med nye krav

Lånet kom i første ombæring på plads, efter at de ukrainske politikere vedtog to reformer, som Ukraine Nu har skrevet vidt og bredt om. Det drejer sig om landreformen, der fra næste år vil gøre det muligt at købe og sælge landbrugsjord.

Dertil kommer en ny banklov, der skal gøre det umuligt for oligarken Ihor Kolomoijskij at få sin bank, PrivatBank, tilbage, efter den blev nationaliseret i kølvandet på en bedrageriskandale.

Men med i aftalen kommer også nye krav til den ukrainske regering. Ifølge Ukraine Business News drejer det sig særligt om at bevare centralbankens selvstændighed og fortsat have den ukrainske valuta flydende.