Foto: Ben Scherjon fra Pixabay

Ukraine indfører en 65 procent told på import af energi og kul fra Rusland. Koks og antracit er dog undtaget. 

Ukraine har altid været en af Europas store kulnationer. I Sovjetunionen producerede Ukraine halvdelen af unionens kul, der blev brugt i stålproduktionen – koks. Store dele af reserverne ligger dog i det østlige Ukraine i Donetsk-oblasten.

Det har skabt et yderligere pres på minerne, som i forvejen døjede med dårlig rentabilitet. Det har betydet, at investorer har været tilbageholdende med at putte penge i industrien, som ellers har et stort potentiale.

Et stort problem i kulminerne i det besatte område er nemlig, at de står under vand, fordi der ikke bliver pumpet vand ud. Minerne er alle forbundet under jorden, og på den måde siver vandet fra det besatte område ind i minerne i det regeringskontrollerede område.

Præsident Volodimir Zelenskij har ytret et ønske om at lukke minerne, som giver underskud, men for at det kan ske, skal der findes arbejdspladser til de tusindevis af minearbejdere, som ellers ville blive sat på gaden.

Krigen i øst har sat en voldsom prop i den ukrainske kulproduktion, som man kan se på grafen herunder.

Import-dilemma 

Ukraine er i et import-dilemma. Den ukrainske strøm bliver nemlig trukket primært fra kul og atomkraft. Flere ukrainske hjem fyrer også med kul om vinteren – det betyder selvfølgelig, at ukrainerne er afhængige af kul – men de kan ikke producere nok selv.

Derfor har man i lang tid importeret energi og kul fra blandt andet Rusland. Både kul og energi herfra er billigere end den ukrainske, og derfor kan dette få betydning for energipriserne i hele landet.

Sådan lyder det fra Aleksei Jakubin, der senior lektor på Kyiv Polytechnic Institute og ekspert i ukrainsk politik.

“Priserne på energi fra kul kan komme til at stige, hvilket måske bliver afbalanceret med den billigere atomkraft, som lige nu er den billigste energi i Ukraine. Energiprisen er vigtig ikke bare for stålproduktionen, men også for folket, for hvem energipriserne er en stor del af husholdningsbudgettet,” siger Aleksei Jakubin.

Forskellige interesser 

Værd at notere sig er, hvem der ejer hvad. Oligarken Rinat Akhmenetov ejer en stor del af de kraftværker, som producerer strøm med kul som brændsel. Det er ifølge Jakubin paradoksalt nok i hans interesse at anvende den dyrere ukrainske kul, fordi det vil presse priserne op på hans værker.

i det andet ringhjørne står en anden velkendt oligark – den tidligere ejer af PrivatBank, Igor Kolomojski, som ejer en del stålproduktion, der er afhængige af den billige russiske strøm.

“Kolomojski har stålværker og er afhængig af den billige energi, der bliver importeret fra Rusland. Akhmenetov ejer flere af kulværkerne, og han er ikke interesseret i billig energi fra nabolandene,” siger Jakubin.

Kul er ikke bare kul 

Der er grundlæggende fire forskellige typer af kul, som varierer i alder og energitætheden. Kul går igennem en art forædling over tid – det er det, man kalder kulrækken. Det hele starter som tørv, hvorefter det bliver til brunkul, der bliver til stenkul.

De sidste stadier er antracit – en meget tæt form for stenkul, der findes dybest nede i kullagene, hvor kulstofindholdet ligger omkring 92-98 procent, og stenkul, som holder omkring 85 procent kulstof.

De to sidste typer bruges i stålproduktionen og er undtaget tolden.