Hvis man synes ferien eller weekenden i Ukraine mangler lidt ekstra spænding, kan man tage på huleudforskning i det vestlige Ukraine.
På kør-selvferier i Europa er det næsten umuligt at undgå at se en drypstenshule på et eller andet tidspunkt. Hulerne plejer at have det til fælles, at man går på velanrettede stier og ser på oplyste drypstensformationer.
Men ligesom der er velfriserede veje i disse huler, er der også altid små gange, der tit er spærret af med reb. Disse snævre gange er ulovlige at dykke ned, men hvis man virkelig har lyst til at prøve, hvordan det føles at gå på opdagelse i de lukkede dele af grotter, så kan det lade sig gøre i Ukraine.
I nærheden af Ternopil og Ivano Frankivsk finder man nemlig den slags smalle grotter, hvor gangene er ufarbare, smalle og hvor det eneste lys, man har, er den pandelampe, man selv går med på hovedet.
Ukraine Nu har besøgt Mlinkijgrotten, som er en halvtreds kilometer lang labyrint af trange sprækker, dybe kløfter og næsten umuligt snævre passager mellem krystalbeklædte kamre, hvor flagermus overvintrer.
Tag ikke derhen
Lige en sidebemærkning, før vi fortsætter. Ukraine Nu anbefaler ikke nogen at tage ud og besøge disse grotter. Uden guide er det helt udelukket, men selv med en erfaren guide, som vi havde, er det stadigvæk farligt.
Det kræver, at man kender sine egne begrænsninger for, hvor meget man kan holde til fysisk. Det handler også om at vide, hvordan man vil reagere i små trange rum i komplet mørke, hvor man ikke kan vende sig om eller bevæge sig ret meget.
Man må hverken medbringe mad eller drikke på turen eller gå på toilet, og luften i sig selv er både fugtig og meget støvet, så det skal man også tage med sig i sine overvejelser, før man overhovedet overvejer at tage afsted.
Djævlens Hals
Tager man afsted, kan turen snildt klares på en forlænget weekend. For vores vedkommende tog vi toget fra Kyiv til Ternopil fredag eftermiddag og første halvdel af holdet var hjemme mandag aften, imens resten kom hjem tirsdag morgen.
I Ternopil sov vi en enkelt overnatning, før vi tog en tidlig bus til Tjortkiv, hvor vi blev sat af lidt udenfor byen. Herefter var der fem kilometer til det vandrehjem, vi overnattede på. De blev tilbagelagt dels på gåben, dels via lift fra to venlige lokale.
Efter at vi fik anrettet os på vandrehjemmet om formiddagen (og havde fået en kop te), gik vi til grotten, Mlinkij. Herfra startede en tre timer lang ekspedition ind i grotten, hvor vi gik ad smalle gange, en enkelt glat, spejlglat trappe og gennem flere trange passager.
Nogle af de helt slemme passager har fået navne, der indikerer, hvad selv erfarne grotteudforskere – eller speleologister, cavers eller spelunkers – mener om selvsamme passager.
En hed eksempelvis Djævlens Hals, en anden var døbt Juicepresseren. Begge udmærkede sig ved, at ikke alle kunne komme igennem. Juicepresseren i særdeleshed havde kun plads til guiden og en enkelt kvinde. Resten måtte gå en omvej gennem labyrinten.
Efter tre timer kæmpede vi os ud af grotten, og gik tilbage på vandrehjemmet og sundede os på en varm borsjt og en god omgang stroganoff. Efter frokost var der endnu en ekspedition til hulerne, som sluttede klokken 22 om aftenen. Det var ikke alle, der kom med på den tur – herunder jeg selv. Min kollega Stefan Weichert gjorde dog.
Han fortalte om væsentligt værre udfordringer, trangere steder og deciderede livsfarlige kløfter, der skulle overvindes. Vi sov på samme sovesal efter en god aftensmad. Sovesalen var meget spartansk, og det var som sådan ikke senge, men mere en spånplade med gummibelægning på, der udgjorde vores leje.
Søndag
Søndag vågnede vi – for de flestes tilfælde – med mærkbar ømhed i kroppen. Undertegnede havde på daværende tidspunkt mere et kadaver end en krop. Ikke desto mindre spiste vi en traditionel morgenmad fra Zakarpatia og begav os ud på den tredje tur til grotterne.
Det var egentlig meningen, at denne tur skulle være mærkbart lettere end både tur nummer et og tur nummer to. Det betød dog ikke, at alt var fryd og gammen. Blandt andet gik en del af ruten over en kløft, der på sit dybeste var 7 meter.
Den eneste måde man kunne komme forbi den på, var at kravle alle tolv meter langs kløften med bagdelen på den ene side af kløfterne og fødderne på den anden. Efter den akavede krabbegang var turen dog relativt nem.
Det skyldes særligt, at vi havde vænnet os til den noget særlige måde at gå på i grotter. Vi blev overmodige og kravlede de sidste 20 minutter af turen uden lys i fuldstændigt, altomsluttende mørke.
Vi spiste en frokost, da vi kom tilbage. Godt mørbankede pakkede vi vores habengut og tog en taxa til Tjortkiv, hvorfra vi tog en bus til Ternopil. Vi spiste en noget bleg pizza på den nærmeste restaurant og lagde os i seng.
Mandag tog vi hjem (min kæreste og jeg tog afsted klokken seks og var hjemme klokken 11,) den resterende halvdel af gruppen tog et nattog og var i Kyiv omkring klokken 7 om morgenen tirsdag.
Mlinkijgrotten
Mlinkij-grotten blev for alvor opdaget i 1960’erne. Indgangen havde været stenbrud i flere år, men imellem 1960 og 1963 udforskede lokale grotten og kortlagde de første 10 kilometer. Siden lå grotten uberørt hen.
Fra 90’erne begyndte ekspeditionerne i grotten igen. Lokale frivillige fandt over 40 kilometer hidtil ukendte gange, som de nøjsomt har kortlagt. Der er dog fortsat ekspeditioner, hvor trænede huleudforskere leder efter nye gange.
Udover at være en stor gips-hule, er der også flere drypstensformationer, krystaller og desuden overvintrer den truede hesteskoflagermus også i hulen, hvilket er en af mange grunde til, at man ikke bare må gå derned fra gaden uden en guide.
Som turistdestination er området omkring grotterne ikke særligt veludviklede, men meget spartanske. Det er en af Ukraines utallige ukendte attraktioner lidt at sammenligne med museet for det Strategiske Missilforsvar.
Endnu engang: Ukraine Nu anbefaler ikke nogen at tage afsted på huleudforskning, da det indebærer en betragtelig risiko for liv og helbred. Det er heller ikke noget, alle vil finde hverken fornøjeligt eller interessant.
