Foto af Science in HD hso Unsplash

Der gik ikke lang tid fra de pressede grønne energiselskaber truede med bål og brand til, der blev indgået en aftale med den ukrainske regering.

Flere virksomheder i Ukraine med fokus på grøn energi truede i denne uge den ukrainske stat med en sagsanlæg, fordi staten vil spare penge og havde planer om at forringe de favorable vilkår for produktionen af vedvarende energi i landet. Sent onsdag aften kom virksomhederne og regeringen dog frem til en foreløbig aftale, og det ser derfor ud til, at et retsligt opgør er afværget – i hvert fald i denne omgang. Aftalen er underskrevet af European-Ukrainian Energy Agency og Ukrainian Wind Energy Association, mens det ventes, at Ukrainian Association of Renewable Energy vil underskrive snart. Det ukrainske parlament vil forsøge at vedtage aftalen før sommerferien, der starter i juli. 

Ukraine Business News skriver, at aftalen reducerer den grønne støtte til vindenergi med 7,5 procent og solenergi med 15 procent, og aftalen vil omhandle solenergi projekter, der er færdiggjorde før den første juli, og vindenergi projekter, der er påbegyndt på nuværende tidspunkt. For andre projekter vil der være andre vilkår, men det er endnu uvidst, hvordan de vil se ud. Ifølge aftalen skal den grønne støtte udfases over det næste årti, og staten, som allerede skylder selskaberne penge, vil betale dem snarligt. 

Ifølge Igor Tinnii, der er medstifter af Ukrainian Renewable Energy Association, vil en reduktionen i den grønne støtte med 15 procent betyde, at 50 procent af virksomhedernes profit vil forsvinde. Regeringens position har været, at støtten skulle reduceres, da den er højere end i resten af Europa, og at det er en byrde for den ukrainske statskasse, som er ekstra hårdt ramt i corona-tiden. Som modsvar har Alina Sviderska, der manger hos den norske virksomhed Scatec Solar, sagt, at den grønne støtte er højere i Ukraine på grund af, at det er dyrere at låne til ukrainske projekter og dyrt at koble sig på energinettet. 

Det er ikke ovre endnu

Ifølge Ukraine Business News vil den nye aftale spare den ukrainske statskasse 200 millioner euro om året og give besparelser på i alt to milliarder euro ved udgangen af 2030. Men selv om at der er indgået en aftale, er det ikke helt sikkert, at et sagsanlæg er undgået. Tidligere har Oleg Gramotenko, der er generaldirektør hos Tesla Energy, fortalt, at et sagsanlæg kan ende med at koste den ukrainske stat en milliard dollars om året. 

“Mere end halvdelen af investorerne i vedvarende energi forhandler allerede med internationale advokatfirmaer omkring forberedelsen af et søgsmål mod den ukrainske stat,” sagde Gramotenko tidligere på ugen. 

Maksim Sisoiev, der er leder af advokatvirksomheden Dentons i Kyiv, har udtalt efter aftalen, at “vi ikke kan udelukke, at de endelige betingelser vil være så ugunstige for investorerne, så de er tvunget til at indlede individuelle eller kollektive krav”.

Lidt af en tabersag

Mediet BNE Intellinews beskriver sagen som en tabersag for Ukraine. Mediet noterer sig, at netop den grønne sektor har været lidt af en vindersag for Ukraine, hvor landet har været i stand til at tiltrække store investeringer, men at det nu kan ændre sig. Siden 2018 er der blevet investeret 4,5 milliarder dollar i vedvarende energi i landet, skriver mediet. 

“Det er stort set den eneste sektor af økonomien, der har tiltrukket store udenlandske investeringer… Zelenskij har tidligere introduceret ‘investerings barnepige’-programmet til at hjælpe nye investorer med at klare fælderne og tricks ved at investere i Ukraine, men… regeringen ignorerer nu behovet og problemerne hos de få seriøse udenlandske investorer, som de allerede har,” skriver Ben Aris i artiklen hos BNE Intellinews. 

Tilbage i 2015 vedtog Ukraine, at landet i 2035 vil producere 25 procent af landets energi fra vedvarende energi, hvilket er markant højere end de cirka 4,9 i dag.

I 2017 var der 60 grønne projekter i Ukraines kommuner, ifølge SAEE (det ukrainske agentur for energieffektivsering og besparelse). Det tal steg til 290 i 2019 og ventes ifølge SAEE at nå 1.445 projekter inden for en kort årrække. Omkring 4,9 procent af Ukraines energi kommer fra vedvarende energi, og det har steget stødt i flere år. Tal fra SAEE viser, at andelen af biogasanlæg i Ukraine er steget fra blot ti i 2014 til 43 i 2019. Den udvikling kan dog ske at stoppe eller i hvert fald reduceres.