COVID19

Det måtte vel ske. Fredag den 8. januar bliver Ukraine underlagt en karantæne, der ligner den vi kender fra marts.

Et minut over middag på fredag begynder en ny karantæne i Ukraine, der er skrappere end alle dem, vi har haft siden marts-karantænen blev udfaset. Og det er dårligt nyt for folk med store nytårsfortsæt.

Træningscentrene er nemlig tvunget til at holde lukket. Det samme gælder restauranter, barer, skoler, svømmehaller og butikker, som ikke sælger mad. Listen over ting tilbage er ikke munter, men den er nok til at overleve på:

Fødevarebutikker er åbne, det samme gælder apoteker, lægehuse, butikker med hygiejneprodukter, telefoner eller dyremad, mekanikere, benzinstationer, banker, hæveautomater, posthuse, skønhedssaloner og frisører (efter aftale). Dertil kommer hoteller og vandrehjem.

Faldene tal fjerner ikke karantæne

Som Ukraine Nu skrev i går, har smittetallet i Ukraine ikke været lavere siden den femte oktober. Det kommer dog ikke til at betyde, at den næste karantæne ikke vil blive til noget, skriver Ukrainian Business News.

Både præsident Volodimir Zelenskij og sundhedsministeren Maksim Stepanov er enige om en ting: Efter helligdagene kan vi forvente en stigning i antallet af nye smittetilfælde, og de er ikke overstået endnu.

I Ukraine falder julen nemlig den 6. og 7. januar, så imens vi i Danmark så småt kan begynde at aflæse konsekvenserne af vores noget anderledes jul, så får ukrainerne altså lov til at gå til makronerne helt op til dagen efter jul.