Kyiv: Det kan godt være, at den hviderussiske præsident har talt varmt om Ukraine i den seneste tid, og at der er indgået flere økonomiske aftaler, men udenlandske virksomheder får nok ikke del i kagen, lyder det fra ekspert.
Skal vi holde OL sammen? Sådan har det lydt flere gange fra den hviderussiske præsident Aleksandr Lukasjenko til den ukrainske præsident over de seneste uger. Faktisk har Hviderusland fyldt meget i de ukrainske nyheder, og landet har også været nævnt flere gange på Ukrainenu. Nyhederne har drejet sig om alting fra opfordringerne til at afholde OL sammen i fremtiden og til de to præsidenters møde for nyligt.
Ved mødet aftalte de to lande blandt andet at kommunikere bedre, og der blev indgået aftaler om øget samarbejde inden for videnskab og innovation.
Senest har Lukasjenko i et brev til den ukrainske præsident opfordret til endnu mere samarbejde, og det kan umiddelbart godt tolkes som om, at der opstår nye økonomiske muligheder mellem de to lande, der også kan være en mulighed for udenlandske virksomheder. Det er dog en overfortolkning, lyder det fra forretningsmanden Carsten Skov, der har arbejdet i mere end 26 år i tidligere sovjetstater og de sidste otte år har været bosat i den hviderussiske hovedstad Minsk.
“De private virksomheder, som synes, at Hviderusland er interessant – de er her allerede, Det betyder derfor ikke noget for dem,” siger Carsten Skov, der har svært ved at gennemskue, hvad aftalen mellem de to lande, der ikke er blevet præsenteret i detaljer, indeholder.
“Det kan godt ske, at Lukasjenko har lavet nogle aftaler, om at nogle statslige virksomheder skal lave nogle joint ventures med ukrainske virksomheder, men de virksomheder, som vil være her, er her allerede. Så det betyder ikke noget,” siger Carsten Skov, der peger på, at der enormt svært at komme ind på det hviderussiske marked på grund af bureaukrati, så det er alligevel ikke noget, som kan gøres hurtigt.
Carsten Skov er en af medstifterne af Danish Belarusian Business Association, DBBA, og arbejder som konsulent for EU-virksomheder, der har planer om at komme ind og arbejde i den Eurasiske Økonomiske Union.
Ikke nogen åbning
Carsten Skov forholder sig både skeptisk overfor, hvad de to lande reelt har aftalt, og hvad det betyder. Aftalens indhold er ukonkret, og det er derfor usikkert, hvad der menes med øget samarbejde inden for videnskab og innovation.
Ukraine har som Hviderusland en blomstrende it-sektor med fokus på softwareudvikling, og der har derfor været spekuleret i et muligt samarbejde i den sektor.
Hviderusland er for eksempel hjem for spilgiganten Wargaming og chat-appen Viber. Landet har omkring 77 tech-virksomheder med over 50 medarbejdere ifølge Kyiv Post. I modsætning har Ukraine 245 tech-virksomheder med over 50 medarbejdere og beskæftiger omkring 172.000 programmører i landet.
“Ukraine er langt foran. Det store spørgsmål er, om Lukasjenko mener, at de skal samarbejde om it-sektoren. Vil han nu det? Og hvordan skal de samarbejde? Ukraine er meget større it-mæssigt og en direkte konkurrent til Hviderusland normalt, som vi også så i Sovjet-tiden og efterfølgende. Jeg nægter at tro på, at Lukasjenko nu har fundet ud af, at de skal samarbejde. Hvorfor ikke promovere eget land?” spørger Carsten Skov, der mener, at det nok i stedet kan være handel med statsejet innovation såsom militærudstyr.
Store udfordringer
Dertil tilfalder store lukrative aftaler ofte de store statslige virksomheder i Hviderusland, forklarer Carsten Skov. Han finder det derfor meget usandsynligt, at udenlandske virksomheder får del i kagen i Hviderusland. I modsætning kan der godt være nogle muligheder i Ukraine, men Hviderusland vil stadig være involveret, og det gør det svært.
“Den hviderussiske økonomi er lidt sovjetisk. Det er stadig regeringen, der bestemmer, hvad ting må koste, og det er også svært at lave forretning med de hviderussiske statsejede virksomheder. Det er ikke på grund af korruption, for det er mindre end i Ukraine, men folk har svært ved at træffe beslutninger,” siger Carsten Skov og fortæller, at Hviderusland er et topstyret samfund.
“Du kan forestille dig en situation, hvor en hviderusser møder et dansk firma med et rigtig godt produkt, men han tør så ikke sige det videre til sin chef,” siger Carsten Skov, der tilføjer, at det nok er nemmere at lave forretning i Ukraine.
Han peger også på, at selv om Hviderusland fylder en del i nyhederne i Ukraine i øjeblikket, så er det ikke tilfældet i Hviderusland.
“Når folk åbner op for fjernsynet om aftenen i Hviderusland til 30 minutters nyheder, så er det 28 minutter med Lukasjenko, der for eksempel besøger en vinfabrik den ene dag og noget andet den næste dag. Også to minutters vejrudsigt,” siger han.