Ukraine har knækket det stigende antal smittede, så der i dag er flere daglige raskmeldte end nye smittede. Den ukrainske premierminister siger, at han arbejder på at få en vaccine til landet.
11.742 nye smittede er blevet registreret i Ukraine i de sidste 24 timer, og det samlede antal smittede i landet stiger til 956.123. Det skriver det ukrainske nyhedsbureau Unian. 13.314 er blevet raskmeldte i samme periode, og det er dermed femte dag i træk, at antallet af raskmeldte overstiger antallet af nye smittede – et godt tegn for Ukraine.
I Ukraine er i alt 574.536 blevet raskmeldte, mens 16.469 har mistet livet til virussen, som stadig hærger på verdensplan. I Kyiv var der 1.364 nye smittede i det sidste døgn, hvilket gør byen til den region med flest smittede.
“Den sidste dag testede 11.742 mennesker positiv for coronavirus, herunder 547 børn og 481 sundhedspersonale. Cirka 2.865 nye patienter blev indlagt,” udtaler den ukrainske sundhedsminister Maksim Stepanov.
Forsøger at skaffe en vaccine
Cirka 20 procent af alle tests foretaget i Ukraine er positive, og det er langt højere end i lande såsom Danmark, og derfor frygter flere, at det reelle antal smittede i Ukraine er langt højere end rapporteret. Den ukrainske regering har varslet en ny karantæne for at få smittetallet yderligere ned, som vi tidligere har skrevet om på Ukrainenu, og de truer stadig med at stramme yderligere.
Den ukrainske premierminister Denis Sjmygal har for nyligt udtalt, at han og regeringen gør alt, hvad de kan for at få en vaccine til landets borgere.
“Med hensyn til kilder til vacciner er der to niveauer: vi forhandler på statschefernes niveau samt forhandler med alle vaccineproducenter undtagen Rusland,” sagde han på et pressemøde i parlamentet.
“Selvfølgelig forhandler sundhedsministeren i dag med alle de internationale producenter med licenserede vacciner, der allerede har bestået tre niveauer af certificering og har de relevante tilladelser og licenser – på niveau med virksomhedernes øverste ledelse,” sagde Sjmygal.
Tidligere har Vaccine Global Access Facility, COVAX, meldt ud, at Ukraine får adgang til millioner af vacciner, så en del af befolkningen kan vaccineres.