Foto af Luis Melendez hos Unsplash

Der har før været panik blandt dele af befolkningen, da et hold af ukrainere bosat i Kina blev fløjet til Ukraine. Nu er der et bekræftet tilfælde i landet. De ukrainske myndigheder har indtil videre afvist, at virussen påvirker eksporten. 

Coronavirussen er kommet til Ukraine. Vice-ministeren for sundhed Viktor Liashko bekræfter ifølge det ukrainske medie Unian, at en ukrainer i Chernivtsi-regionen i den vestlige del af Ukraine er blevet testet positiv. Det er det første bekræftede tilfælde  af virussen i Ukraine, der på verdensplan har kostet mere end 3.000 mennesker livet. 

“I går fortalte jeg dig, at vi havde fire under mistanke, og i dag er mistanken hos en person bekræftet,” sagde Liashko til en briefing og forklarer, at myndighederne samarbejder med verdenssundhedsorganisationen WHO, og at personens omgangskreds er blevet kontaktet. 

Ifølge myndighederne er manden smittet fra en tur til Italien, og det var en scanning af manden i Chernivtsi-regionen i den vestlige del af Ukraine, som afslørede sygdommen. 

Tidligere har coronavirussen skabt tumult i Ukraine, da demonstranter angreb busser med evakuerede ukrainere fra Kina. Flere kom til skade. Ingen var dog dengang smittet. 

Koster ikke erhvervslivet

Kina og Ukraine har stor samhandel, og der har tidligere været frygt for, at virussens indtog i Kina vil skade handlen mellem de to lande. Kina stod for omkring 10 procent af den samlede ukrainske handel i starten af 2019. Ifølge Anastasia Golovach, der er seniorøkonom hos Verdensbanken, oplever Ukraine i øjeblikket et fald i antallet af udenlandske investeringer, og det kan være på grund af virussen.

“Hvis denne trend fortsætter, vil det påvirke valutakursen for den national valuta (i Ukraine),” sagde hun ifølge Unian til en paneldebat den 20 februar.

Det er blevet afvist af den ukrainske minister for økonomi, handel og landbrug Tymofiy Mylovanov, som godt nok ser lavere import af varer fra Kina, men finder den ukrainske eksport upåvirket. 

“(Sendinger af) de fleste af vores varer – olier og fødevareprodukter – vil ikke blive påvirket… Men på den anden side giver det (den lavere import fra Kina) også ukrainske virksomheder en mulighed for at komme ind på denne niche og udvikle. Det betyder, at det åbner muligheder,” sagde han tidligere ifølge Unian.

Den kinesiske økonomi er hårdt ramt af coronavirussen ifølge flere eksperter. De kan dog på nuværende tidspunkt ikke sige, hvor meget det har kostet landet, men aktiemarkedet i Kina – men også hele verden rundt – har oplevet store fald. Det er endnu også uklart, hvad det betyder for Ukraine, at landet nu selv har et tilfælde af coronavirussen.