Kiev: Den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij har talt i telefon med Ruslands Vladimir Putin, efter fire soldater døde under beskydning i Østukraine.
Krigen i Østukraine er stadigvæk aktiv. Senest har det kostet fire ukrainske soldater livet i en konflikt, der har krævet 13.000 liv i alt. Det har fået den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij til at ringe til Vladimir Putin, oplyser Radio Liberty.
“Jeg ringede til ham med det samme og sagde, at det her ikke bringer os tættere på fred,” sagde Volodimir Zelenskij ifølge Radio Liberty på en pressebriefing i Kiev.
Han skulle have tilføjet, at han havde bedt Putin om at få separatisterne til at stoppe med at slå ihjel. Han sagde også, at Putin havde lovet ham noget, men detaljerne vil først blive fremlagt senere. Kreml har ikke kommenteret opkaldet.
Ifølge Ukraines forsvarsministerium åbnede separatisterne ild den sjette august, hvor de havde ramt ukrainske stillinger i Donetsk-området med grenader, maskingeværild og rifler.
“Ifølge vores informationer er fire af vores helte døde af de skader, de fik af fjendens angreb i dag,” skrev ministeriet i en pressemeddelelse.
En våbenhvile indgået mellem Rusland og Ukraine under forhandlinger med Tyskland og Frankrig gjorde i 2015 en ende på den store konflikt, men siden har der været mindre træfninger som fortsat koster liv på begge sider.