Foto af Luca Bravo hos Unsplash

Kyiv har haft besøg af Energistyrelsen, som samarbejder med den ukrainske regering om at få omstillet den ukrainske energisektor. De mener, at ukraine er nået langt, selv om der stadig er udfordringer for landet. 

Siden 2015 har Energistyrelsen i Danmark spillet en rolle i den grønne omstilling i Ukraine. Styrelsen har delt danske erfaringer med landet i forsøget på at hjælpe ukrainerne på den ene side, men også for at forsøge at hjælpe danske virksomheder med at tage del i udviklingen. 

Ukrainenu.dk mødte Energistyrelsens to udsendte i Kyiv, hvor de skulle deltage i en række møder med den ukrainske regering om vedvarende energi og energieffektivisering. 

“Vi byder ind med konkret viden, hvor vi kan, men det er vigtigt at understrege, at vi har en form for vejledende rolle, for det er stadig ukrainerne, der bestemmer,” siger Søren Mensal Kristensen, der er specialrådgiver i centret for globalt samarbejde hos Energistyrelsen. 

Han forklarer, at Energistyrelsen hjælper med alt fra teknisk assistance med både danske og ukrainske konsulenter til juridisk vejledning, hvis det er nødvendigt. Energistyrelsen har fået 20 millioner kroner til at fremme den grønne omstilling fra Danidas Nabo Program-pulje. 

Ukrainenu.dk har tidligere snakket med Sergiy Savchuk, der er leder af det ukrainske agentur for energieffektivsering og besparelse kaldet SAEE. Savchuk fremhævede flere gange Energistyrelsens arbejde som exentielt for den grønne omstilling i Ukraine. 

Der er sket meget i Ukraine

Anders Højgaard Kristensen, der er chefkonsulent hos Energistyrelsen, er med i Ukraine. Han var den første, som Energistyrelsen sendte til landet i 2015, og dengang var landet et helt andet sted end i dag, forklarer han. Det var i tiden efter Maidan Revolutionen, hvor ukrainerne gik på gaden og fjernede den daværende præsident Viktor Janukovitj. 

“Der er sket rigtig meget i Ukraine. Da jeg var her i første omgang var der soldater i gadebilledet og amerikanske eksperter var kommet til landet for at lægge en nødplan, hvis nu Rusland lukkede for gassen. Nu er konflikten i stedet i opblødning,” siger Anders Højgaard Kristensen.

Han henviser til krigen, der brød ud i 2014, da Rusland annekterede den ukrainske Krim-halvø og russisk-støttede separatister løsrev dele af Donbass-regionen. Efter flere år uden forbedringer i de to landes forhold er der nu sket tilnærmelser og egentlige fredsforhandlinger er aftalt til senere på måneden. 

“Nu er konflikten i opblødning. Jeg vil derfor sige, at landet er kommet langt,” lyder det fra Anders Højgaard Kristensen. 

De er drevet af energipriser

Ifølge de to udsendte fra Energistyrelsen er ukrainernes motivation for den grønne omstilling specielt drevet af pris. Modsat Danmark går landets beslutningstagere ikke meget op i miljøet. Kun 4,9 procent af landets energi produceres ved vedvarende energi, viser tal fra den national kommission for energi i Ukraine, NCER

“Prisen på energi var førhen meget lav. Nu er den meget højere, og det ændrede noget på markedet. Det er lidt som Danmark i 1970erne, da vi havde oliekrisen, og vi pludselig måtte finde et alternativ. Det er faktisk lidt en succeshistorie, hvad der sker her i Ukraine i øjeblikket,” forklarer Anders Højgaard Kristensen, der også forklarer, at Ukraine er motiveret af at blive fri for russisk gas, som politikerne mener har for stor magt over landet

Søren Mensal Kristensen nikker samstemmende og påpeger, at vi skal tænke på Ukraine som Danmark, før den grønne omstilling tog fart.

“Ukraine har stadig et stort behov for renoveringer, som vi havde i 60erne og 70erne. Det er et voksende marked her. De har stadig meget teknologi her, som vi i Danmark brugte før anden verdenskrig. Så der skal gøres meget,” lyder det fra Anders Højgaard Kristensen, der påpeger, at de ukrainske politikere ofte tænker kortsigtet – ikke længere end maks fem år ud i fremtiden – og nogle gange er lukkede for nytænkning.