Ifølge det russiske medie Kommersant er der en fangeudveksling på vej mellem Ukraine og seperatisterne i Donbas.
Det blev fejret som en kæmpe succes for Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, da Rusland og Ukraine tidligere på året udvekslede fanger med hinanden. Nu kan endnu en fjer i hatten være på vej.
Ifølge et russisk medie er der nemlig endnu en fangeudveksling på vej. Denne gang er det ikke mellem Ukraine og Rusland, men i stedet imellem Ukraine og de to republikker, som har løsrevet sig fra Ukraine med russisk støtte.
Også nyhedsbureaet Interfax har skrevet, at en sådan udveksling kommer til at foregå den 29. december i år. Ifølge dem vil i alt omkring 200 fanger blive udvekslet.
Skal tages med et gran salt
Begge de russiske nyhedsorganisationer baserer dog deres historier på anonyme kilder, som man altid skal være varsom med. I alt tre anonyme kilder skulle have givet udtryk for, at en fangeudveksling er på vej.
Der har været masser af rygter om en stor fangeudveksling siden Rusland og Ukraine mødtes til forhandlinger i Paris den 9. december. Den sidste fangeudveksling fandt sted i september.
Her fik begge lande 35 fanger udleveret under stor mediebevågenhed. En af fangerne var blandt andet den ukrainske filmmand, Oleg Sentsov, der er den mest berømte af fangerne sammen med de 24 sømænd, som russerne tog til fange i Kertsjstrædet.