Ifølge eksperter kommer IMF-lånet til at gøre en stor forskel i Ukraine, hvor der er hårdt brug for at få styr på økonomien. Dog udtrykker IMF også bekymring.
Efter flere måneders forhandling kom den Internationale Valutafond, IMF, og den ukrainske regering i løbet af ugen frem til en aftale, som sikrer Ukraine et lån på fem milliarder dollar i flere rater over de næste 18 måneder. Det meldte IMF endelig ud, selv om lånet har været ventet længe, efter Ukraine vedtog både landreformen og bank-loven, som var IMF’s krav.
IMF venter et fald i den ukrainske BNP på hele 8,2 procent i 2020, og for nyligt har den ukrainske Central Bank også sænket renten i landet for at få gang i økonomien. Ifølge Anders Åslund, der er økonom hos Atlantic Council og ekspert i overgangen fra planøkonomi til fri markedsøkonomi, kommer lånet kærkommen for regeringen.
“IMF-programmet har været ventet i lang tid. Faktisk er det bemærkelsesværdigt, at det har taget så lang tid for Zelenskijs administration at sikre bekræftelsen. Oprindeligt var det forventningen at få et Extended Fund Facility – et treårigt program med krav om store strukturelle reformer. I stedet har Ukraine nu modtaget et 18 måneders standby-program. Det er et standard program for lande i finansiel krise,” skriver Åslund hos Atlantic Council.
Han påpeger, at Ukraine med lånet kan være sikker på, at landet nu også får hjælp af EU og Verdensbanken, og at landet kan varetage sine gældsforpligtelser for resten af 2020.
Ukraine kan klare sig
Åslund påpeger, at den stabile hryvnia og de relativt store valutareserver på i alt 25,4 milliarder dollar giver håb for Ukraines vej gennem krisen. Derudover er der kommet gang i de finansielle markeder igen, som også vil have en afsmittende effekt på Ukraine, der er afhængig af samhandel. Dog er alting ikke kun fryd og gammen, lyder det fra eksperten.
“Lidt overraskende udtrykte IMF også usædvanlige alvorlige bekymringer og identificerede to primære områder med risici for Ukraine. Det er eksterne risici forbundet med coronavirussen og de interne risici relateret til den ukrainske regerings begrænsede forpligtelser til en sund økonomisk politik,” skriver Åslund, der mener, at IMF har meget lidt tillid til Ukraine.
Siden Ukraine fik sikret IMF-aftalen, er der også kommet et lån fra EU på 500 millioner euro, og det ukrainske finansministerium modtager snart først portion af IMF-pengene på 2,1 milliarder dollar. Verdensbanken ventes også snart at støtte Ukraine med et lån på i alt 250 millioner dollar. Ukraine regner med at modtage over tre milliarder dollar snarligt.
Bank-sektoren har det godt
Ukraine Business News citerer Olena Bilan, der er cheføkonom hos Dragon Capital, for at sige, at den ukrainske Central Bank har gjort et godt stykke arbejde i at styre den ukrainske valuta sikkert gennem corona-krisen. Der var det ellers ventet, at den ukrainske valuta ville tabe værdi til dollaren, men den har i stedet holdt sig meget stabilt.
“Dynamikkerne på vekselbørsen har positivt overrasket gennem krisen… For den første gang i en krise har vi nærmest ingen udstrømning fra bank depoterne i banksystemet. Det var meget uventet,” siger hun og sammenligner med krisen i Ukraine i 2014-2015, hvor landet lukkede 100 banker, og den ukrainske valuta led meget store tab af værdi.
“Vi har nu en krise i den virkelige sektor af økonomien, men der er ingen krise hos valutaen, bankerne eller det finansielle system. Og det er på grund af Centralbanken,” siger hun ifølge Ukraine Business News.