Det kan godt være, at den ukrainske industri har det svært, men en del af de store fald i øjeblikket skyldes vejret, lyder det fra Anders Åslund.
Den industrielle produktion i Ukraine falder for ottende måned i træk, som Ukrainenu kunne berette om i går. Produktionen er nu tilbage på 2016-niveau, og det er specielt produktionen af kul, der trækker ned.
Her er faldet 19,2 procent, mens det er 14,7 procent for farmaceutiske produkter, 10,8 procent for energi (gas, elektricitet, damp og aircondition), 10,5 procent for ingeniørarbejde og 10,3 procent for metalforarbejdning, viser tal fra den ukrainske stats statistik service fra januar 2020 sammenlignet med samme måned året før.
Faldet i industriens produktion. Artiklen fortsætter under.
Der er problemer med kul-produktionen
Ifølge Anders Åslund, der er økonom og ekspert i overgangen fra planøkonomi i det gamle Sovjet til en fri markedsøkonomi, fortæller til Ukrainenu, at der er en god forklaring på nogle af faldende. Han forklarer blandt andet, at kul-produktionen stadig er ramt af skaderne og tabene efter krigen i Donbass-regionen, der brød ud i 2014.
“Det er det første. For det andet, så har vi set, at investeringerne falder og falder, og derudover er leverancerne til Rusland forstyrret,” siger Anders Åslund, der slår fast, at der er en række problemer med kulproduktionen.
Det ukrainske medie 112 skriver, at produktionen af kul er faldet støt de sidste 15 år fra en produktion på 24 millioner tons om året til 4,1 millioner tons i dag. Der var et fald i produktionen sidste år på cirka to millioner tons. I 2016 brugte de ukrainske myndigheder cirka 530 millioner kroner på at holde minerne i drift. Det tal er steget til 1,2 milliard sidste år, hvoraf pengene ikke går til investeringer, men blot til faste udgifter.
Vinteren har påvirket det
Normalt er de ukrainske vintre hårde, og der er brug for megen energi til at holde lejligheder og huse varme. Der spiller kul en stor rolle, slår Anders Åslund fast. Den milde vinter i år, der på mange måder minder, om hvad Danmark har oplevet, spiller derfor også ind. Det har simpelthen betydet en lavere efterspørgsel på kul og energi.
“Derfor har vi også set et fald i den generelle energiproduktion. Derudover har den stigende valutakurs i Ukraine også haft en betydning for eksporten, og vi har set, hvordan Kolomojskis (en af de ukrainske oligarkers) handler med Rusland har haft en betydning,” siger Åslund.
Selv om der er nedgang i industrien generelt set, så er der også lyspunkter. Tallene fra januar viser, at kemikalieindustrien stiger med 24,4 procent, mens stigningen er 17,4 procent for elektronik, 6,9 procent of elektrisk-udstyr, 3,9 procent for produktionen af textile og 3,8 procent for produktionen af olie-produkter.
Hvis du har en god historie til Ukrainenu, så kontakt Stefan Wechert på sswjournalist@protonmail.com