Foto af Eugene hos Unsplash

Kiev: Ukraines hovedstad Kiev fik i årets første halvdel omkring 900.000 turister på besøg – men der er plads til flere. 

Med både billige fly og leveomkostninger er Kiev et oplagt sted at tage på ferie. Der er et væld af kulturtilbud, restauranter og barer at besøge til billige priser, men alligevel er byen endnu ikke blevet overrendt af turister. 

I årets første halvdel kom 900.000 turister på besøg. Det kan måske lyde af meget, men det er det ikke for byens størrelse. Der bor omkring 3 millioner mennesker i Kiev. Ukrainerne er også enige i, at der gerne måtte komme flere turister. 

Ukrainske myndigheder har nemlig ført kampagne for at få flere turister til Kiev i samarbejde med RyanAir. Det skriver det ukrainske nyhedsbureau Unian. 

“Kiev bliver mere og mere attraktiv for turister hvert år. Ankomsten af billige flyselskaber fra Europa har givet interessen for hovedstaden et boost blandt europæere,” siger Maryna Honda, der er næstkommanderende i Kievs bystyre. 

Til sammenligning kom der i 2017 8,8 millioner turister til København.